Kære Franz Josef GLacier
I dag skulle vi være klar klokken 08:00, fordi vi skulle tage heldagstracken kaldet Alex Knob. Vi havde fået at vide, at man skulle have et god fitness niveau, men at de fleste sagtens kunne klare det. Da vi kom ud af døren, blev vi mødet af en fantastisk frisk morgen med skyfri turkisblå himmel med kun små skyer på himlen, hvilket er det perfekte vejr til en lang gåtur. Nu kunne det kun gå for langsomt med at komme på tracken.
Turen startede forholdsvist nemt, men dog stejlt op og ned af en grusbelagt sti. Det var wombat-tracken, som vi skulle følge de næste 15 minutter. Så snart vi kom på Alex Knob blev det straks mere stejlt og besværlig. Alex Knob bød nemlig på mudder, trærødder og stenskred hele den næste lange stejle vej, men heldigvis kunne vi ved to lookouts nyde og se vores endelige mål.
Turen startede forholdsvist nemt, men dog stejlt op og ned af en grusbelagt sti. Det var wombat-tracken, som vi skulle følge de næste 15 minutter. Så snart vi kom på Alex Knob blev det straks mere stejlt og besværlig. Alex Knob bød nemlig på mudder, trærødder og stenskred hele den næste lange stejle vej, men heldigvis kunne vi ved to lookouts nyde og se vores endelige mål.
Det var også her, at vi havde aftalt at vurdere om, vi ville hele vejen, fordi de lå omkring halvvejs, men selvfølgelig mente vores stædige sind, at vi ikke kunne stoppe nu, så derfor blev vi ved trods det udfordrende terræn. Det sidste stykke vej, skulle vi gå hurtigere og hurtigere, fordi vi skulle nå op til toppen inden, at det blev for skyet, men tempoet blev svære at holde på grund af det vilde terræn, og vi blev overhalet tre gange, selvom vi for det meste havde tracken for os selv. Speciel de to sidste kilometer, som lå over trægrænsen, var forfærdelige, fordi vi inden da havde haft svært ved at finde stien og derfor gået forkert. Endelig så vi en orange og hvid milepæl, som vi troede var den sidste, men der vidste sig at være tre af den slags, så tit sidst var jeg tæt på at tude, fordi tracken bare blev ved og ved i en lang uendelig. Heldigvis mødte vi i slutningen en gammel mand, som opmuntrede os og sagde, at vi kun var fem minutter derfra, og at der stadig var klart og fantastisk deroppe, så den sidste smule kræfter blev fundet frem – og han havde ret.
Efter 3,5 timers vandring nåede vi til et skilt, hvor der stod 1303 meter over sealevel. Det blev derfor klart for os, hvorfor at det havde været så hårdt, og hvor meget vi endelig havde gået op ad. Vi var endda højere oppe, end helikopternes flyvebane, så vi kunne følge med i, hvor de mange turister, som betalte mange penge for at se gletsjeren, blev sendt hen. Efter en god potion vilje fik vi lov til at se den store og majestætiske hvide og blå isgletsjer helt gratis, som stadig vidste sig fra sin bedste side en halv times tid endnu. Vi fandt derfor hurtigt vores madpakker frem, så vi kunne samle energi igen til at tage billeder og få overskuden tilbage. Få minutter efter os, ankom en familie, hvor manden til vores store overraskelse havde en kæmpe rygsæk med dertilhørende baby spændt på. Vi kan stadig ikke forstå, at man både kan og gider tage en så lille baby med på sådan en udfordrende tur, ligesom turisterne ved Wainui vandfaldet, men til familiens forsvar så de dog noget mere professionelle ud end os med deres vandtætte benbeskyttere omkring anklerne, så de havde vidst prøvet at tage nogle vilde hikes før – med og uden baby. Med et godt samtaleemne og en god madpakke i hånden begyndte vi hurtigt at slappe af og glemme, hvor hårdt turen herop egentlig var. Så efter at have nydt udsigten, spist vores mad og taget tonsvis af billeder, begyndte nedturen, som viste sig kun at være en smule nemmere end opturen.
Turen tilbage tog derfor ligeså lang tid, som turen opad. Det var især hårdt for Jonas’ allerede skadede knæ at hoppe ned af de utallige naturskabte høje trin, så det var godt, at vi havde fundet et par gode vandrestave. Da vi nåede til de to lookouts, troede vi, at vi snart var færdige, men igen tog vi fejl. Vi havde stadig lang vej igennem regnskov, så drømme omkring den cola, som ventede på os i bilen begyndte at melde sig, fordi vi ikke havde nok vand med. Vores bentøj var allerede for længe siden kommet på autopilot og fortsatte derfor skridt for skridt nedad den lange sti, som syntes at fortsatte i en lang uendelighed. Endelig kunne vi se Jytte, som aldrig har set bedre ud, og fordi Jonas havde pruttet, imens jeg gik bagved ham, måtte jeg få første slurk af colaen.
I Jyttes bagagerum satte vi os de næste minutter for at holde en lille pause, tage skoene af, lukke øjnene og nyde, at vi var overlevet i god behold. Her begyndte det også for alvor at gå op for os, hvor vildt det havde været at trave i 7 timer, altså 1 time hurtigere end estimeret, 9 kilometer stejlt opad et bjerg for at nå til en højde på 1303 meter for igen at gå 9 kilometer tilbage. Selvfølgelig blev vi også enige om, at udsigten helt sikkert var turen værd på grund af det fantastisk perfekte overblik, som vi fik over gletsjeren, men nu var vi jo også på den anden side. Lige meget hvad, var det et godt alternativ til en dyr helikopter tur – og meget mere udfordrende.
Nu kunne dagen gå videre og første punkt på dagsordenen var at booke en overnatning i Haast, og da der ikke var noget signal i bjergene, måtte vi kører den 10 minutters køretur tilbage til byen. Efter at have ordnet overnatningen og tanket benzin, gik turen tilbage til gletjseren, fordi vi også ville nyde Franz Josef fra det klassiske lookout – Franz Josef Valley Walk, så vi både fik set den smukke gletjser fra oven og neden. Gåturen på denne track var kun 1 time og 30 minutter retur, så det mente vi lige, at vi kunne klare, selvom vi satte spørgsmålstegn til, hvorfor vi gjorde det her med os selv, da vi var på vej igen. Heldigvis var stien smuk med sine røde sten, vandfald og golde flader og meget ligetil. På vejen kunne vi læse om og se billeder fra et uheld i 2008, hvor gletsjeren var styrtet sammen og dermed var blevet meget mindre end tidligere, hvor den var noget nemmere at komme til. Det betød også, at et isstykke var havnet alene ude i midten af tracken, så Jonas og jeg alligevel kom helt tæt på et stykke gletsjer. Dog ikke så tæt, at man kunne røre, fordi det var for farligt, selvom en hjernedød turist alligevel krydsede hegnet for at få et billede tættere på. Efter den smukke og noget mere afslappende tur, kunne vi nu igen stifte bekendtskab med gletsjeren, som også blev det sidste, fordi vi skulle videre på eventyr. Da vi kom tilbage til bilen blev det sidste af colaen drukket, så vi var energized til et par køretimer mod vores endestation – byen Haast, hvor vi skulle overnatte.
I Jyttes bagagerum satte vi os de næste minutter for at holde en lille pause, tage skoene af, lukke øjnene og nyde, at vi var overlevet i god behold. Her begyndte det også for alvor at gå op for os, hvor vildt det havde været at trave i 7 timer, altså 1 time hurtigere end estimeret, 9 kilometer stejlt opad et bjerg for at nå til en højde på 1303 meter for igen at gå 9 kilometer tilbage. Selvfølgelig blev vi også enige om, at udsigten helt sikkert var turen værd på grund af det fantastisk perfekte overblik, som vi fik over gletsjeren, men nu var vi jo også på den anden side. Lige meget hvad, var det et godt alternativ til en dyr helikopter tur – og meget mere udfordrende.
Nu kunne dagen gå videre og første punkt på dagsordenen var at booke en overnatning i Haast, og da der ikke var noget signal i bjergene, måtte vi kører den 10 minutters køretur tilbage til byen. Efter at have ordnet overnatningen og tanket benzin, gik turen tilbage til gletjseren, fordi vi også ville nyde Franz Josef fra det klassiske lookout – Franz Josef Valley Walk, så vi både fik set den smukke gletjser fra oven og neden. Gåturen på denne track var kun 1 time og 30 minutter retur, så det mente vi lige, at vi kunne klare, selvom vi satte spørgsmålstegn til, hvorfor vi gjorde det her med os selv, da vi var på vej igen. Heldigvis var stien smuk med sine røde sten, vandfald og golde flader og meget ligetil. På vejen kunne vi læse om og se billeder fra et uheld i 2008, hvor gletsjeren var styrtet sammen og dermed var blevet meget mindre end tidligere, hvor den var noget nemmere at komme til. Det betød også, at et isstykke var havnet alene ude i midten af tracken, så Jonas og jeg alligevel kom helt tæt på et stykke gletsjer. Dog ikke så tæt, at man kunne røre, fordi det var for farligt, selvom en hjernedød turist alligevel krydsede hegnet for at få et billede tættere på. Efter den smukke og noget mere afslappende tur, kunne vi nu igen stifte bekendtskab med gletsjeren, som også blev det sidste, fordi vi skulle videre på eventyr. Da vi kom tilbage til bilen blev det sidste af colaen drukket, så vi var energized til et par køretimer mod vores endestation – byen Haast, hvor vi skulle overnatte.
Da vi begge var rimelig trætte og udkørte, ville Jonas efter en times tid holde en pause ved en sø, så han kunne få lidt luft. Dog blev fornøjelsen kort, da søen viste sig at være hjemsted til de satans sandfluer, som bider af helvedes til, hvilket efterlader hævede, røde og kløende plamager. Det betød, at bilen på nul komma fem blev fyldt med de satans små sorte fluer, som straks begyndte at bide især Jonas. I stedet for at slappe af, måtte vi derfor i gang med at dræbe sandfluerne en efter en med vores klipklappers såler. Efter nogle minutters blodbad, fik vi heldigvis dræbt de fleste, så vi kunne nå til Haast og fik checket ind. I Haast blev dagens adskillige succesoplevelser fejret på den lokale bæverding, fordi vi var for trætte til at gøre noget andet. Her bestilte vi begge en fiskeburger, som til vores store overraskelse (og lettelse) ikke involverede friturestegt fisk, så middagen blev faktisk overraskende god. Trætte og mætte kunne vi nu vende snuderne tilbage til vores værelse og få en velfortjent god nats søvn.