Kære Tongariro
Jeg tror, at Jonas og jeg er født under hver vores heldige stjerne, for da vi ringede til shuttle-servicen i morges klokken 05.30, kunne de bekræfte, at de havde ture til Tongariro Alpine Crossing. Vejret ville dog blive noget overskyet, og det ville koste os 30 dollars hver for en 30 minutters bustur dertil, så vi overvejede både om det skulle droppes, og om vi skulle hitchhike tilbage til bilen.
Eftersom folk havde gjort det dage forinden, hvor der ingen shuttlebus kørte, besluttede vi os for at tage af sted. Dog ville vi gerne have sikkerheden i at komme godt fra start og slut, så vi skyndte os også hen til shuttle bussens pick-up station. Beslutningsprocessen tog bare desværre så lang tid, at vi kom lidt sent ud af døren, så vi nåede kun lige med bussen – De kørte klokken 07:30 – og vi nåede dertil 07:31.
Det var først i bussen, at vi kunne gennemgå, om vi havde husket det hele: Varmt tøj – check, regn tøj – check, gode hiking sko – check, kamera – check, en stor madpakke – check og chokolade – dobbelt check.
Med en masse gåpåmod og overskud, blev vi efter 30 minutters kørsel sat af på starten af hiken i Tongariro National park, som er landets ældste nationalpark. Den er kendt for sin afvekslende natur og de tre aktive vulkaner: Mt. Tongariro (1967 m.), Mt. Ngauruhoe (2287 m. og bedre kendt som Mount Doom i Ringenes Herre filmene) og Mr. Ruapehu (2797 m.). Nationalparkens ældste, bedste og mest populære endags vandretur er den, som vi skulle på i dag – the Tongariro Alpine Crossing. Det er en 19,4 kilometer endags-hike hen over den ældste og mindste af parkens tre vulkaner.
Eftersom folk havde gjort det dage forinden, hvor der ingen shuttlebus kørte, besluttede vi os for at tage af sted. Dog ville vi gerne have sikkerheden i at komme godt fra start og slut, så vi skyndte os også hen til shuttle bussens pick-up station. Beslutningsprocessen tog bare desværre så lang tid, at vi kom lidt sent ud af døren, så vi nåede kun lige med bussen – De kørte klokken 07:30 – og vi nåede dertil 07:31.
Det var først i bussen, at vi kunne gennemgå, om vi havde husket det hele: Varmt tøj – check, regn tøj – check, gode hiking sko – check, kamera – check, en stor madpakke – check og chokolade – dobbelt check.
Med en masse gåpåmod og overskud, blev vi efter 30 minutters kørsel sat af på starten af hiken i Tongariro National park, som er landets ældste nationalpark. Den er kendt for sin afvekslende natur og de tre aktive vulkaner: Mt. Tongariro (1967 m.), Mt. Ngauruhoe (2287 m. og bedre kendt som Mount Doom i Ringenes Herre filmene) og Mr. Ruapehu (2797 m.). Nationalparkens ældste, bedste og mest populære endags vandretur er den, som vi skulle på i dag – the Tongariro Alpine Crossing. Det er en 19,4 kilometer endags-hike hen over den ældste og mindste af parkens tre vulkaner.
I starten gik det i rask trav på den første flade del af turen med små vandløb i den smukke golde slette. Det skulle dog vise sig at ændre sig efter allerede en times, for da vi havde passeret Soda Spring – et lille vandfald midt i sletten, skulle vi påbegynde den stejleste del af turen op South Crater. Da den 1400-1600 m.o.h. stigning via Devil’s Staircase begyndte at kunne mærkes i benene, kom vi også op i skyerne, hvor vejret skiftede til en massiv tåge, så vi kun kunne se nogle meter frem. Vi var dog forberede på, at vejret er uforudsigeligt, og at det kunne skifte på få minutter, da vi havde fået at vide, at vejret kun er godt en-to gange om ugen på turen. I takt med at stigningen blev mere og mere massiv, begyndte vandrere også at vende om, inden de nåede toppen, men de fleste forsatte dog – ligesom Jonas og jeg.
Da vi nåede til South Crater var det som at træde ind i en anden verden, hvor jorden var hel flad og månelignende. Det var helt fantastisk, selvom tågen gjorde det svært at se, hvor stort området egentlig var. Efter pausen i det flade landskab, gik turen fra South Crater til Red Crater, hvor vi skulle tage den sidste stigning op til 1900 m.o.h. Her kan man også vælge at bestige den 2797 meter høje Mt. Ngauruhoe (Mount Doom) på en 3 timers hike, men den var lukket på grund af vejrforholdende. Selv vores stigning skulle vise sig at være noget af en blæsende affære, hvor vi skulle holde på hat og briller. Det blæste så meget, at jeg vinden fandt frem til min Hobbitten-indgangsbillet i den lille åbning i min jakkelomme, og tog den med sig ud i tågen. Blæsten var helt vild og lige sjov nok til Jonas og jeg, men ved at gå langsomt op og tage pauser i læ bag de store vulkansten, nåede vi toppen i god behold. Chokket over vejrforholdende var tydelig, og i det øjeblik kunne vi ikke forstå, at firmaer sender uerfarne turister op i sådanne tilstande – vi var i hvert fald glade for, at vi havde hiket en masse de seneste dage, så vi var forberede på lidt af hvert, og at grundformen var på plads. Tågen gjorde derfor også, at vi ikke kunne nyde den 360 graders udsigt udover hele nationalparken med dens gletsjerskabte dale og to andre vulkaner, Mt. Ngauruhoe og Mt. Ruapehu, som vi havde håbet, men i stedet klamrede vi os til skiltet på toppen, gav hinanden et sejrskys og drog videre ned af vulkanen.
På vejen ned kunne Jonas lige pludselig skimte noget farvet i tågen, hvilket var de tre smaragdgrønne og blå bjergsøer kaldet Emerald Lakes, hvis intense farver får de fleste til at tabe mælet. Det var helt fantastisk, at vi kunne se dem, da de ellers ikke kan ses i sne eller regn, men lige i det øjeblik, hvor vi ankom begyndte himlen at klare op og en hul i tågen gav et lille glimt af den blå himmel. Pausen ved de tre søer var velfortjent, og udsigtens farver i det alpine landskab med de smukke klippeformationer fremstod smukt og intenst.
Da vi nåede til South Crater var det som at træde ind i en anden verden, hvor jorden var hel flad og månelignende. Det var helt fantastisk, selvom tågen gjorde det svært at se, hvor stort området egentlig var. Efter pausen i det flade landskab, gik turen fra South Crater til Red Crater, hvor vi skulle tage den sidste stigning op til 1900 m.o.h. Her kan man også vælge at bestige den 2797 meter høje Mt. Ngauruhoe (Mount Doom) på en 3 timers hike, men den var lukket på grund af vejrforholdende. Selv vores stigning skulle vise sig at være noget af en blæsende affære, hvor vi skulle holde på hat og briller. Det blæste så meget, at jeg vinden fandt frem til min Hobbitten-indgangsbillet i den lille åbning i min jakkelomme, og tog den med sig ud i tågen. Blæsten var helt vild og lige sjov nok til Jonas og jeg, men ved at gå langsomt op og tage pauser i læ bag de store vulkansten, nåede vi toppen i god behold. Chokket over vejrforholdende var tydelig, og i det øjeblik kunne vi ikke forstå, at firmaer sender uerfarne turister op i sådanne tilstande – vi var i hvert fald glade for, at vi havde hiket en masse de seneste dage, så vi var forberede på lidt af hvert, og at grundformen var på plads. Tågen gjorde derfor også, at vi ikke kunne nyde den 360 graders udsigt udover hele nationalparken med dens gletsjerskabte dale og to andre vulkaner, Mt. Ngauruhoe og Mt. Ruapehu, som vi havde håbet, men i stedet klamrede vi os til skiltet på toppen, gav hinanden et sejrskys og drog videre ned af vulkanen.
På vejen ned kunne Jonas lige pludselig skimte noget farvet i tågen, hvilket var de tre smaragdgrønne og blå bjergsøer kaldet Emerald Lakes, hvis intense farver får de fleste til at tabe mælet. Det var helt fantastisk, at vi kunne se dem, da de ellers ikke kan ses i sne eller regn, men lige i det øjeblik, hvor vi ankom begyndte himlen at klare op og en hul i tågen gav et lille glimt af den blå himmel. Pausen ved de tre søer var velfortjent, og udsigtens farver i det alpine landskab med de smukke klippeformationer fremstod smukt og intenst.
Fra Red Crater gik turen til Blue Lake, og den smukke og mere flad vandretur var en tiltrængt forbedring. Blue Lake var helt vildt stor i forhold til på billederne, så måske har vejrforholdende haft en finger med i spillet. Vi var også her så heldige, at der kom en opklaring, som gjorde, at vi kunne se det meste af de sorte flade bjerger sider med sne hist og her, hvilket vi havde vandret i fra vi forlod Emerald Lakes.
Nu var der kun en kort og let opstigning til kanten af North Crater, som engang var fyldt med smeltet lava. Lavaen afkølede og størknede derefter, hvilket gav en jævn overflade, der er mere end 1000 meter bred. Den dramatiske og inspirerende udsigt blev nydt i vores tiltrængte frokostpause, for derefter at passere nogle få ildelugtende hot springs og en aktiv gejser.
Til sidst vandrede vi på den zigzaggede sti ned til Ketetahi Hut, hvor vi ville blive hentet af shuttlebussen. På vejen ned kunne vi se Mount Pihanga, Lake Rotoaira og over til Lake Taupo. Vandreturens sidste 3 km. (45 minutter) foregik i regnskov, hvor vi snakkede om, at vi godt kunne forstå, at Tongariro Alpine Crossing er en af de bedste i verden. For selvom turen var hård, og vejret var tåget størstedelen af turen, fik vi alligevel set og passeret mange af New Zealands smukkeste naturfænomener. Mange turister har ikke den samme tid til at udforske for eksempel Rangitoto, Te Puia og Waimungu som os, så i stedet kan man tage denne vandretur og få lidt af det hele.
Turen gik derfor rigtig godt på trods af de barske forhold og Jonas’ dårlige knæ, faktisk så godt, at vi allerede sad og ventede på bussen klokken 14:15. Normalt skal man sætte omkring 8 timer af til turen, så vi havde regnet med først at være færdig ved en 16 tiden. Vi klarede derfor hele turen på omkring 6 timer, hvilket gjorde, at vi stadig havde en halv dag til at slappe af efter de vilde strabadser. Stolte og trætte kom vi med shuttle bussen hen til parkingspladsen for derefter at tage turen hjem til hostellet i Turangi. Jeg fik en lur, imens Jonas så serier, og inden aftensmaden fik vi planlagte dagen og taget et tiltrængt bad. De sidste dage på Nordøen bliver primært præget af kørsel, så vi med sikkerhed kan nå at restituere før den vilde natur igen skal bestiges på Sydøen.
Til sidst vandrede vi på den zigzaggede sti ned til Ketetahi Hut, hvor vi ville blive hentet af shuttlebussen. På vejen ned kunne vi se Mount Pihanga, Lake Rotoaira og over til Lake Taupo. Vandreturens sidste 3 km. (45 minutter) foregik i regnskov, hvor vi snakkede om, at vi godt kunne forstå, at Tongariro Alpine Crossing er en af de bedste i verden. For selvom turen var hård, og vejret var tåget størstedelen af turen, fik vi alligevel set og passeret mange af New Zealands smukkeste naturfænomener. Mange turister har ikke den samme tid til at udforske for eksempel Rangitoto, Te Puia og Waimungu som os, så i stedet kan man tage denne vandretur og få lidt af det hele.
Turen gik derfor rigtig godt på trods af de barske forhold og Jonas’ dårlige knæ, faktisk så godt, at vi allerede sad og ventede på bussen klokken 14:15. Normalt skal man sætte omkring 8 timer af til turen, så vi havde regnet med først at være færdig ved en 16 tiden. Vi klarede derfor hele turen på omkring 6 timer, hvilket gjorde, at vi stadig havde en halv dag til at slappe af efter de vilde strabadser. Stolte og trætte kom vi med shuttle bussen hen til parkingspladsen for derefter at tage turen hjem til hostellet i Turangi. Jeg fik en lur, imens Jonas så serier, og inden aftensmaden fik vi planlagte dagen og taget et tiltrængt bad. De sidste dage på Nordøen bliver primært præget af kørsel, så vi med sikkerhed kan nå at restituere før den vilde natur igen skal bestiges på Sydøen.