Kære Mt. Cook
Dagen i dag startede som de fleste dage hernede gør, nemlig med at vækkeuret på Jonas’ telefon ringer kl. 6.30 om morgenen som tegn til, at dagen skal i gang og eventyret starter på ny. Det første vi gjorde, da vi vågnede var at kigge ud af vinduet for at se, hvordan vejret så ud. Heldigvis var der overvejende blå himmel dog med en stor mørk sky som bevægede sig faretruende imod os.
I dag var det vigtigt, at vejret var med os, for vi skulle nemlig hen til New Zealands højeste bjerg, Mt. Cook, der ligger som en majestætisk tinde i mellem de mange fantastisk flotte tinder i New Zealands sydlige alper. Bjergkæden er berygtet for at være en magnet for tåget og dis med Mt. Cook som den bedste til at tiltrække dette. Heldigvis fik vi set Mt. Cooks tinde på vores køretur fra Twizel til Mt. Cook Village og sikke et syn! Den sneklædte tinde stak betydeligt op ved siden af de andre bjerge og skilte sig kraftigt ud ved at være helt dækket af sne, hvorimod mange af de andre blot var delvist dækket. Da vi kom tættere på, kunne vi se, at bjergene dannede to ”arme”, der omfavnede os, idet vi kørte henover en kæmpe stor steppe. Denne flotte steppe, der førte os tættere på bjergene fik kontrasten med bjergene i baggrunden til at stå endnu tydeligere frem, mens Mt. Cook voksede for vores øjne idet dens sneklædte tinde blot kom tættere og tættere på. Dette var en fantastisk portal til de sydlige alper og desværre det bedste kig vi fik til bjergene hele dagen, men mere om dette senere.
I dag var det vigtigt, at vejret var med os, for vi skulle nemlig hen til New Zealands højeste bjerg, Mt. Cook, der ligger som en majestætisk tinde i mellem de mange fantastisk flotte tinder i New Zealands sydlige alper. Bjergkæden er berygtet for at være en magnet for tåget og dis med Mt. Cook som den bedste til at tiltrække dette. Heldigvis fik vi set Mt. Cooks tinde på vores køretur fra Twizel til Mt. Cook Village og sikke et syn! Den sneklædte tinde stak betydeligt op ved siden af de andre bjerge og skilte sig kraftigt ud ved at være helt dækket af sne, hvorimod mange af de andre blot var delvist dækket. Da vi kom tættere på, kunne vi se, at bjergene dannede to ”arme”, der omfavnede os, idet vi kørte henover en kæmpe stor steppe. Denne flotte steppe, der førte os tættere på bjergene fik kontrasten med bjergene i baggrunden til at stå endnu tydeligere frem, mens Mt. Cook voksede for vores øjne idet dens sneklædte tinde blot kom tættere og tættere på. Dette var en fantastisk portal til de sydlige alper og desværre det bedste kig vi fik til bjergene hele dagen, men mere om dette senere.
Vores første stop var som altid et informationscenter. I dagens anledning var det naturligvis et DOC informationscenter, der er New Zealands svar på Skov og Naturstyrelsen. Vi har tidligere ikke været ret heldige med de folk, vi har snakket med på disse DOC centre, da folkene bag skranken har haft en tendens til at være temmelig uhøflige, ubehjælpsomme og korte for hovedet. Men i det var der en anerledes hjælpsom fyr bag skranken, som bekræftede os i, at den rute som vi havde kigget på hjemmefra var en rigtig god rute, hvis man ville have et godt kig på Nationalparkens kronjuvel – Mt. Cook.
Ruten vi havde haft kig på hjemmefra, og som blev ruten for vores første gåtur i dag, hedder Sealy Track, og den tog os godt 1.800 m. op over havniveau, så vi når op på en højde, der er omtrent halvt så højt som Mt. Cooks tinde. Den flotte udsigt til bjerget og steppen nedenfor havde dog sin pris, da ruten, der tog 1,5 time hver vej, var en solid omgang lårtræning i form af knæhøje trappetrin fra start til slut. Da ruten er 5,2 km lang så betød det rigtig mange trin, og at vi nu kommer herfra med så knivskarpe lårmuskler, at du kan slibe diamanter på dem. Udsigten var dog fuldstændig bjerg-(badum-tisch)tagende, da vi havde et flot kig til 3/4 af Mt. Cooks tinde og et flot kig til de omkringliggende bjerge og den store flade steppe nedenfor.
Ruten vi havde haft kig på hjemmefra, og som blev ruten for vores første gåtur i dag, hedder Sealy Track, og den tog os godt 1.800 m. op over havniveau, så vi når op på en højde, der er omtrent halvt så højt som Mt. Cooks tinde. Den flotte udsigt til bjerget og steppen nedenfor havde dog sin pris, da ruten, der tog 1,5 time hver vej, var en solid omgang lårtræning i form af knæhøje trappetrin fra start til slut. Da ruten er 5,2 km lang så betød det rigtig mange trin, og at vi nu kommer herfra med så knivskarpe lårmuskler, at du kan slibe diamanter på dem. Udsigten var dog fuldstændig bjerg-(badum-tisch)tagende, da vi havde et flot kig til 3/4 af Mt. Cooks tinde og et flot kig til de omkringliggende bjerge og den store flade steppe nedenfor.
I takt med vores opstigning tog vinden, regnen og skyerne til. Pudsigt nok så var vejret faktisk dårligt nede ved jorden, og gradvist bedre jo højere vi kom op, hvilket ellers er stik imod vores tidligere erfaringer.
Efter at vi havde nydt udsigten og fået samlet lidt kræfter med en god omgang chokolade, kiks, frugt, madpakke og hvad vores rygsæk nu ellers gemte på af lækkerier, så gik turen ned igen af de samme stejle trapper. Turen gik dog let og hurtigt, da Jonas for en gang skyld ikke havde problemer med sine knæ, som han ellers har lidt af her på turen. I takt med vores nedstigning kunne vi se, hvordan de mørke skyer kom rullende ind, og da vi nåede bunden var Mt. Cook næsten dækket helt til af disse skyer, og vi kunne kun lige skimte bjergets omrids.
Efter at vi havde nydt udsigten og fået samlet lidt kræfter med en god omgang chokolade, kiks, frugt, madpakke og hvad vores rygsæk nu ellers gemte på af lækkerier, så gik turen ned igen af de samme stejle trapper. Turen gik dog let og hurtigt, da Jonas for en gang skyld ikke havde problemer med sine knæ, som han ellers har lidt af her på turen. I takt med vores nedstigning kunne vi se, hvordan de mørke skyer kom rullende ind, og da vi nåede bunden var Mt. Cook næsten dækket helt til af disse skyer, og vi kunne kun lige skimte bjergets omrids.
Tilbage på jorden igen ventede der os et møgvejr, som vi ikke synes, vi havde fortjent. Regnen og skyerne tog til og udsigten blev hurtigt kraftigt forringet. På trods af dette valgte vi dog stadig at gå en 20 min. tur ud til et udsigtspunkt kaldet Kea Point, hvor vi forsøgt at få et kig til Mt. Cook og bjergene omkring. Vi kom ud til udsigtspunktet, men bjergene så vi nu ikke meget til. I stedet fik vi dog et rigtig flot kig til to store gletsjere, der kiggede ned højt oppe fra. Da vi besluttede os for at vende tilbage til bilen blev turen en anelse længere, end vi havde forventet. Vi endte nemlig med at fare lidt vild i det virvar af stisystemer, som der er omkring bjergene, så vi måtte vende rundt, inden vi til sidst nåede bilen.
Vi kørte den korte tur om på den anden side af bjergkæden for at se Tasman gletsjeren, men vi kunne lige så godt være kørt til et andet land, for pludselig blev vejret mildt, regnen stoppede og solen kiggede endda frem fra lidt blå himmel. Bjergene fungerede simpelthen som et stort hegn imod det uvejr, der kom ind fra vest, hvilket betød at vi kunne sidde i fred og ro og betragte den flotte, men noget snavset, Tasman gletsjer. Gletsjeren har på tyve år trukket sig mere end to kilometer tilbage, og hvor der før var gletsjer, er der nu blot en stor sø fyldt med det smukkeste lyseblå gletsjervand. Vi har hele tiden fået af vide, at gletsjerne kunne være væk om nogle ganske få år, og at vi skulle sørge for at få dem at se, mens der stadig var tid. Jeg tror ikke helt, at det var gået op for os, hvor seriøst vi egentlig skulle tage denne advarsel, før vi så, det to kilometer lange spor, som tydeligt viser, hvor meget Tasman gletsjeren faktisk har trukket sig tilbage på de sidste tyve år.
Vi kørte den korte tur om på den anden side af bjergkæden for at se Tasman gletsjeren, men vi kunne lige så godt være kørt til et andet land, for pludselig blev vejret mildt, regnen stoppede og solen kiggede endda frem fra lidt blå himmel. Bjergene fungerede simpelthen som et stort hegn imod det uvejr, der kom ind fra vest, hvilket betød at vi kunne sidde i fred og ro og betragte den flotte, men noget snavset, Tasman gletsjer. Gletsjeren har på tyve år trukket sig mere end to kilometer tilbage, og hvor der før var gletsjer, er der nu blot en stor sø fyldt med det smukkeste lyseblå gletsjervand. Vi har hele tiden fået af vide, at gletsjerne kunne være væk om nogle ganske få år, og at vi skulle sørge for at få dem at se, mens der stadig var tid. Jeg tror ikke helt, at det var gået op for os, hvor seriøst vi egentlig skulle tage denne advarsel, før vi så, det to kilometer lange spor, som tydeligt viser, hvor meget Tasman gletsjeren faktisk har trukket sig tilbage på de sidste tyve år.
Et andet naturfænomen der også illustrerede gletsjerens sårbarhed var den lille sø, som vi gik forbi på vejen ned fra gletsjeren. Den var hed Blue Lake, men var på trods af navnet slet ikke blå, men i stedet en meget kraftig grøn farve. Dette farveskifte skyldtes faktisk også gletsjerens tilbagetrækning. Da søen blev navngivet tilbage i 1890’erne var søen nemlig blå, når turisterne kom for at bade i den. Det skyldtes, at vandet der fyldte søen stammede fra Tasman gletsjerens smeltevand, og vand fra en gletsjer er blevet presset så hårdt sammen, at luften er blevet presset ud af vandet, og at det derfor er blåt. Da gletsjeren ikke længere når op til den bakke, som søen ligger på, fordi den er skrumpet så meget siden 1890’erne og derfor ikke længere kan fylde den med sit smeltevand, så bliver søen i dag kun fyldt af regnvand. Og regnvandet tiltrækker en type af grønne alger, der smitter af på vandets farve og gør det grønt. Derfor er den blå sø nu blevet grøn.
Efter lidt behageligt vejr ved Tasman gletsjeren gik turen til den lokale biograf/planetarium. Jonas havde nemlig spottet en film, der hed Magic Mount Cook, og en dokumentar om den første mand på Mount Everest, Sir Edmund Hillary fra New Zealand, som han rigtig gerne ville se. Så vi fik købt billetter og satte os spændte ind for at se filmene. Desværre så var specielt den første noget af en skuffelse, og dokumentaren omkring Edmund Hillary var heller ikke for god, selvom den var speaket af selveste Gandalf – Sir Ian McKellen.
Vi besluttede os i stedet for, for at vi ikke var færdige med at gå for i dag, så vi gik tilbage ud i det vilde vejr for at gå en god tur i regn og blæst henover tre hængebroer til et udsigtspunkt for foden af Mt. Cook. Det første stykke af ruten gik vi i nogenlunde fred og fordragelighed, da vi blev skærmet af for den værste blæst og regn af buske, træer og små bakker. Men da vi kom ud på den første hængebro og ud i det åbne landskab, kunne vi mærke, hvordan den stærke vind hev i os, og hvordan regnen piskede ind i vores ansigter. Vi var dækket godt ind i regntøj fra top til tå, så humøret var højt, og vi fortsatte ufortrødent i lidt over en time. Herefter kom vi til et lille læskur, hvor vi gjorde holdt og fik ladet op på energien med et stykke chokolade, inden Jonas gik en lidt længere tur frem til den næste hængebro på egen hånd. Vi fulgtes sammen tilbage til bilen godt trætte efter en meget aktiv dag.
Efter lidt behageligt vejr ved Tasman gletsjeren gik turen til den lokale biograf/planetarium. Jonas havde nemlig spottet en film, der hed Magic Mount Cook, og en dokumentar om den første mand på Mount Everest, Sir Edmund Hillary fra New Zealand, som han rigtig gerne ville se. Så vi fik købt billetter og satte os spændte ind for at se filmene. Desværre så var specielt den første noget af en skuffelse, og dokumentaren omkring Edmund Hillary var heller ikke for god, selvom den var speaket af selveste Gandalf – Sir Ian McKellen.
Vi besluttede os i stedet for, for at vi ikke var færdige med at gå for i dag, så vi gik tilbage ud i det vilde vejr for at gå en god tur i regn og blæst henover tre hængebroer til et udsigtspunkt for foden af Mt. Cook. Det første stykke af ruten gik vi i nogenlunde fred og fordragelighed, da vi blev skærmet af for den værste blæst og regn af buske, træer og små bakker. Men da vi kom ud på den første hængebro og ud i det åbne landskab, kunne vi mærke, hvordan den stærke vind hev i os, og hvordan regnen piskede ind i vores ansigter. Vi var dækket godt ind i regntøj fra top til tå, så humøret var højt, og vi fortsatte ufortrødent i lidt over en time. Herefter kom vi til et lille læskur, hvor vi gjorde holdt og fik ladet op på energien med et stykke chokolade, inden Jonas gik en lidt længere tur frem til den næste hængebro på egen hånd. Vi fulgtes sammen tilbage til bilen godt trætte efter en meget aktiv dag.
Inden vi tog fra Mt. Cook slog vi et smut forbi den lokale biograf/planetarium igen, hvor vi så en film omkring sorte huller i verdensrummet og en rigtig fed dokumentar om New Zealands dannelse og om, hvordan det tidligere havde været en del af et kæmpe kontinent sammen med Australien, Sydamerika og Indien, inden New Zealand brød fri og dannede sit eget kontinent, Zealandia, der i dag befinder sig 85 % under havets overflade. De 15 % der stikker op danner i dag New Zealand. Vi lærte også, at New Zealand var et paradis for fugle, da der i mange millioner af år ikke har været nogen rovdyr til at jage dem, og at New Zealands til dato eneste indfødte pattedyr er en flagemus, der foretrækker at krybe på jorden fremfor at gå.
Efter en dag fyld af traveture og information kom vi trætte hjem og kollapsede på sengen, så snart vi trådte ind af døren.
Efter en dag fyld af traveture og information kom vi trætte hjem og kollapsede på sengen, så snart vi trådte ind af døren.