Kære Milford Sound
For én gangs skyld havde vi fået otte timers søvn i nat, så da vækkeuret ringede lidt over 6 i morges sprang vi begge ud af sengen for forude ventede en dag i det smukke Milford Sound med en køretur, der eftersigende skulle være lige så fantastisk.
Vi var hurtigt i tøjet, ude af døren og afsted på vejen mod Milford Sound og så klar til at nyde en fantastisk køretur. Desværre så læser vi i en af vores MANGE brochurer omkring området, at man i den by vi har overnattet i, Te Anau, finder den sidste benzinstation for de næste 250 km. Et hurtigt blik på benzinmåleren, en kort analyse af vores generelle benzinforbrug og vi bliver hurtigt enige om, at vi må vende om og køre tilbage, hvor vi kom fra, så vi ikke risikerer at stå uden benzin i midten af en (smuk) ødemark. Så efter en lidt ærgerlig køretur frem, tilbage og frem igen var vi endelig klar til at tage alle indtrykkene fra køreturen ind. Vi havde markeret et par gode fotomuligheder på ruten og første stop var Mirror Lakes. Det var et sted, hvor vandet var så klart, at bjergene bagved blev spejlet på flotteste vis i vandspejlet. Vi havde haft en lignede oplevelse ved Lake Matheson, hvor vi fik det bedste lys fra en solnedgang, så Mirror Lakes var oppe mod hård konkurrence. Desværre så kunne Mirror Lakes ikke leve op til den oplevelse, vi havde haft tidligere, men der var dog et ganske sjovt skilt, som kun kunne læses i genspejlingen i søen
Vi var hurtigt i tøjet, ude af døren og afsted på vejen mod Milford Sound og så klar til at nyde en fantastisk køretur. Desværre så læser vi i en af vores MANGE brochurer omkring området, at man i den by vi har overnattet i, Te Anau, finder den sidste benzinstation for de næste 250 km. Et hurtigt blik på benzinmåleren, en kort analyse af vores generelle benzinforbrug og vi bliver hurtigt enige om, at vi må vende om og køre tilbage, hvor vi kom fra, så vi ikke risikerer at stå uden benzin i midten af en (smuk) ødemark. Så efter en lidt ærgerlig køretur frem, tilbage og frem igen var vi endelig klar til at tage alle indtrykkene fra køreturen ind. Vi havde markeret et par gode fotomuligheder på ruten og første stop var Mirror Lakes. Det var et sted, hvor vandet var så klart, at bjergene bagved blev spejlet på flotteste vis i vandspejlet. Vi havde haft en lignede oplevelse ved Lake Matheson, hvor vi fik det bedste lys fra en solnedgang, så Mirror Lakes var oppe mod hård konkurrence. Desværre så kunne Mirror Lakes ikke leve op til den oplevelse, vi havde haft tidligere, men der var dog et ganske sjovt skilt, som kun kunne læses i genspejlingen i søen
Efter det korte stop forsatte turen til Engleton Valley, hvor vi fik et utrolig flot kig udover en stor flad steppe med bjergene i baggrunden. Vi havde indlagt et par fotostop mere, men desværre så tog tågen og støvregnen så meget til, da vi kom op i bjergene, at vi ikke kunne se ret meget mere end bilen foran os, så vi måtte desværre køre forbi disse eftersigende smukke lookouts. Dog fik vi set en af de sjældne kea fugle, der pryder forsiden af Politikens ”Turen Går Til New Zealand” guidebog. Det er en ret stor papegøje i flotte grønne og orange, der er temmelig pudsig idet den bruger det meste af sin tid på at løbe fremfor at flyve, hvilket gør den til en ret mærkelig fugl.
Efter at vi havde taget afsked med den pudsige fugl kørte vi ind i Holmer Tunnelen, der tog 20 år at hugge igennem bjerget, da det meste af det hårde arbejde blev udført med simple værktøjer som hammer og mejsel.
Vores cruise startede stille og roligt ud, og tempoet var helt nede fra starten, hvilket var virkelig lækkert og en fed måde at opleve Milford Sound på. Efter ca. 20 min var der frokost ombord på båden, der i dagens anledning var fish´n´chips, der på det nærmeste af New Zealands nationalret. Vi hørte en masse spændende omkring området, og vi lærte blandt andet, at forskellen på en sound og en fjord er, at den sound er formet af en flod, mens en fjord er formet af en gletsjer. Da Milford Sound faktisk er formet af en gletsjer, og en stor en af slagsen, da den var 2,5 km tyk, burde Milford Sound faktisk i virkeligheden hedde Milford Fjord. Det bliver dog næppe ændret i fremtiden, da Milford Sound er blevet en af topattraktionerne for naturglade turister her i New Zealand.
Vores cruise startede stille og roligt ud, og tempoet var helt nede fra starten, hvilket var virkelig lækkert og en fed måde at opleve Milford Sound på. Efter ca. 20 min var der frokost ombord på båden, der i dagens anledning var fish´n´chips, der på det nærmeste af New Zealands nationalret. Vi hørte en masse spændende omkring området, og vi lærte blandt andet, at forskellen på en sound og en fjord er, at den sound er formet af en flod, mens en fjord er formet af en gletsjer. Da Milford Sound faktisk er formet af en gletsjer, og en stor en af slagsen, da den var 2,5 km tyk, burde Milford Sound faktisk i virkeligheden hedde Milford Fjord. Det bliver dog næppe ændret i fremtiden, da Milford Sound er blevet en af topattraktionerne for naturglade turister her i New Zealand.
Da vi endelig kørte ind i Milford Sound var det første syn, der slog os det imponerede bjerg Mitre Peak, der med sin top, der rager 1672 meter op, er en af verdens højeste bjerge til at komme direkte op af havet. Da vi først så Mitre Peak var det et imponerede syn, der mødte os, da en mørk sky var fanget i mellem Mitre Peak og nabobjerget. Derudover så havde tåget lettet en smule, og den blå himmel begyndte så småt at kigge frem imellem skyerne, så vi havde høje forhåbninger forud for vores 2 timers cruise.
Vi var kommet til Milford Sound en times tid, før vores cruise startede, så vi havde noget tid til overs, som vi brugte på et par korte gåture i området, der bød på nogle spektakulære kig ud på Mitre Peak og bunden af Milford Sound. Da vores cruise startede var vejret lyst, og solen kiggede lidt frem. Det skulle dog vise sig at være sidste gang vi så noget til solen i dag.
Vi var kommet til Milford Sound en times tid, før vores cruise startede, så vi havde noget tid til overs, som vi brugte på et par korte gåture i området, der bød på nogle spektakulære kig ud på Mitre Peak og bunden af Milford Sound. Da vores cruise startede var vejret lyst, og solen kiggede lidt frem. Det skulle dog vise sig at være sidste gang vi så noget til solen i dag.
Efter 2 timer med kæmpe sneklædte bjerge, sæler, en smuk kystlinje hvor Milford Sound møder Tasman Sea og en tur under en af de utallige fantastiske vandfald sluttede vores tur tilbage, hvor den startede, og vi blev sat af på havnefronten. Det viste sig, at vi havde været utrolig heldige med vejret, selvom vi ikke så meget til hverken sol eller blå himmel, for så snart vi blev sat i land, så kom tågen væltende som en kæmpe dyne og begravede hele Milford Sound og alle bjergene omkring i en kæmpe ærtesuppe. Det gjorde vores nedstigning til en noget langsommelig affære, men det betød omvendt også, at de mange hundrede vandfald, der løb ned af bjergsiderne tog markant til i styrke og gav os nogle fantastiske syn på vores tur tilbage til Te Anau.
Vores plan havde oprindeligt været at tage en 3 timers hike på den berømte Routeburn track op til en bjergtop kaldet Key Summit, men på grund af den dårlige sigtbarhed og regnen virkede det fjollet at bruge tid på at bestige et bjerg, når vi ikke kunne få belønningen i form af en smuk udsigt for det. Så i stedet tog vi på en lidt kortere tur rundt om Lake Gunn, som vi havde fået anbefalet under beskrivelsen: ”great nature walk”. Det var bestemt en skøn tur rundt i en mosbeklædt skov, men det der ellers skulle have været turen højdepunkt, nemlig et kig udover Lake Gunn, druknede i regn, tåge og blæst, så vi skyndte os tilbage til bilen, vores chokolade og Hobbitten på lydbog.
Vores plan havde oprindeligt været at tage en 3 timers hike på den berømte Routeburn track op til en bjergtop kaldet Key Summit, men på grund af den dårlige sigtbarhed og regnen virkede det fjollet at bruge tid på at bestige et bjerg, når vi ikke kunne få belønningen i form af en smuk udsigt for det. Så i stedet tog vi på en lidt kortere tur rundt om Lake Gunn, som vi havde fået anbefalet under beskrivelsen: ”great nature walk”. Det var bestemt en skøn tur rundt i en mosbeklædt skov, men det der ellers skulle have været turen højdepunkt, nemlig et kig udover Lake Gunn, druknede i regn, tåge og blæst, så vi skyndte os tilbage til bilen, vores chokolade og Hobbitten på lydbog.
Da vi kom tilbage til vores hostel så vi den australske film ”Rabbit-Proof Fence” færdig, som vi var startet på i går aftes, inden vi gik til ro efter en god dag, der dog blev spoleret lidt af dårligt vejr.
I morgen venter Dunedin og en rundtur på chokoladefabrikken Cadburry. Det er et besøg, som vi glæder os meget til!
I morgen venter Dunedin og en rundtur på chokoladefabrikken Cadburry. Det er et besøg, som vi glæder os meget til!