Kære Dunedin
Efter nogle gode nætter med en god portion behøvet søvn, var vi hurtigt ude af sengen i morges, så vi kunne komme afsted til Dunedin. Fra Te Anau til Dunedin er der omkring tre timers kørsel, så den første del af dagen gik med en lang køretur igennem små byer som landets hovedstad for country-musik, Gore, via begyndelsen af the Sourthern Scenic Route. Her fik vi et godt indtryk af Sydøens enorme vidder, som nydes af græsgumlende får i store flokke. Desværre var vejret tåget og med en del regn igen i dag, så turen var ikke så smuk, som den kunne have været, men om ikke andet kom vi fra A til B på den estimerede tid.
Dunedin er kendt som et designcentrum, som præges af de 23.000 unge studerende på landets ældste universitet, Otago University. Byen ligger smukt ud til den Stillehavet ved halvøen Otago Peninsula og blev grundlagt i 1848 af skotske bosættere, hvilket gør den til New Zealands ældste by. Navnet betyder Edinburgh på gælisk, og da man fandt guld i byen i 1860 var Dunedin i en årrække landets kommercielle hovedstad.
Da vi ankom til Dunedin checkede vi først ind på vores hostel, så vi for en gangs skyld fik vores nøgle meget før lukketid. Vores hostel ligger kun en kilometers penge fra centrum, som er rimelig nem at finde hen til, fordi hele otte veje fører til bymidten, den ottekantede plads The Octagon. Derfor lod vi bilen stå, da vi ville ind og hilse på vores ven – turistinformationen igen igen igen. Vi skulle denne gang høre omkring priserne på Cadberry tours og Taieri Gorge Railway samt finde walking tracks omkring Mt. Cook, som vi skal gå om to dage. På grund af det stadig skyede vejr besluttede vi os for at tage de førstnævnte ture med faste afgange i morgen tidlig, for i stedet at kigge rundt i byen resten af dagen og tage en køretur ud til Otago-halvøen, som lå en times kørsel fra centrum. Efter en times beslutningsproces begyndte vi derfor at gå hen til Otagos Settlers Museum, som skulle være et af landets absolut bedste, regionale museer, når det gælder historien om de første immigranter. Vi havde kun en times tid til at udforske det interaktive og flotte museum, så de mange effekter, fotos og informative plancher hjalp hurtigt os med at få et indblik i, hvordan det var at være på en mere end tre måneders sørejse på vej til New Zealand i 1800-tallet.
Dunedin er kendt som et designcentrum, som præges af de 23.000 unge studerende på landets ældste universitet, Otago University. Byen ligger smukt ud til den Stillehavet ved halvøen Otago Peninsula og blev grundlagt i 1848 af skotske bosættere, hvilket gør den til New Zealands ældste by. Navnet betyder Edinburgh på gælisk, og da man fandt guld i byen i 1860 var Dunedin i en årrække landets kommercielle hovedstad.
Da vi ankom til Dunedin checkede vi først ind på vores hostel, så vi for en gangs skyld fik vores nøgle meget før lukketid. Vores hostel ligger kun en kilometers penge fra centrum, som er rimelig nem at finde hen til, fordi hele otte veje fører til bymidten, den ottekantede plads The Octagon. Derfor lod vi bilen stå, da vi ville ind og hilse på vores ven – turistinformationen igen igen igen. Vi skulle denne gang høre omkring priserne på Cadberry tours og Taieri Gorge Railway samt finde walking tracks omkring Mt. Cook, som vi skal gå om to dage. På grund af det stadig skyede vejr besluttede vi os for at tage de førstnævnte ture med faste afgange i morgen tidlig, for i stedet at kigge rundt i byen resten af dagen og tage en køretur ud til Otago-halvøen, som lå en times kørsel fra centrum. Efter en times beslutningsproces begyndte vi derfor at gå hen til Otagos Settlers Museum, som skulle være et af landets absolut bedste, regionale museer, når det gælder historien om de første immigranter. Vi havde kun en times tid til at udforske det interaktive og flotte museum, så de mange effekter, fotos og informative plancher hjalp hurtigt os med at få et indblik i, hvordan det var at være på en mere end tre måneders sørejse på vej til New Zealand i 1800-tallet.
Derefter gik vi tilbage til bilen for at køre ud ad den smalle og snoede kystvej til Taiaroa Head på Otago-Halvøen, hvor man kan finde Royal Albatros-kolonien. Dette er det eneste sted i verden, hvor verdens største havfugl, Albatrossen, der måler 1,1 m. og har et vingefang på op til 3,3 m., yngler på fastlandet. Normalt yngler de flyende giganter på subarktiske øer, men på denne halvø har de ynglet i årevis. Man kan komme på ture, hvor man kan se giganterne og deres unger igennem et tykt glasvindue i det nærtliggende udkigstårn, men vi valgte blot at besøge det informative besøgscenter, hvor vi nemt kunne se albatrosserne fra, fordi fuglene elsker at flyve især i blæsende vejr ligesom i dag. Så igen fik vi bekræftet, at der ikke er noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hverken Jonas eller jeg selv har nogensinde set en albatros, og derfor var vi i tvivl om, vi kunne kende den, men da vi så en fugl, som var meget større end de mange måger, var vi ikke i tvivl. Med få minutters mellemrum kom den ene og den anden albatros flyvende forbi os, så vi både kunne nyde dem på afstand, men også på tæt hold. Det var helt vildt at se så store fugle, så det var svært at køre fra kolonien igen.
På turen hjem kørte vi forbi det eneste slot i landet, Lanarch Castle, men ejerne, familien Bucker havde sørget for at ligge så afsides fra vejen, at man skulle betale for selv at se haven som vi havde hørt var lille og uimponerende, så derfor nød vi kun den smukke udsigt udover Dunedin oppefra toppen af halvøen, hvor slottet ligger.
På den anden side af øen, var der også en udsigtspost på stranden Sandfly Bay, hvor man kan se de sjældne gul-øjede pingviner, som er op til 70 cm. og meget kloge, så hvis de kan spotter dig/fjenden ude fra vandet, kommer de ikke ind på land. Derfor skal man altid forholde sig 200 meter væk fra pingvinen og sidde musestille inde i en boks, hvor der kun er en lille sprække at kigge ud, når de ankommer ved solnedgang, hvis man vil se dem. Vi endte derfor kun med et kort visit på den sjældne pingvinarts hjemstrand, eftersom solen først ville gå ned en times tid efter vores ankomst.
Sidste stop på turen var nemlig også vigtig at nå, inden solen gik ned - nemlig at gå op ad den stejleste gade i verden, Baldwin Street, og handle ind til aftensmad. Sidstnævnte blev gjort på vejen hen til den stejle gade, som ligger 1,5 kilometer fra byen. Det er Guinnessrekord bog, som har givet vejen dens titel og med god grund, fordi selv biler har svært ved at komme op ad bakken. Derfor er det ulovligt at parkere på gaden, og kun beboer må speede op og tage turen op af den stejle bakke, der nok er omkring de 45 grader stejl. Min højdeskræk kom derfor på overarbejde, selvom jeg troede, at jeg var sluppet af med den under vores bungy jump, men nej, min mave og fødder kunne stadig mærke en masse kriller, da vi gik op og ned af bakken. Da vi gik på vejen virkede det helt utroligt umuligt at bygge huse og anlægge vej på denne stejle strækning, som helt sikkert ikke er kedelig at spille fodbold på.
På den anden side af øen, var der også en udsigtspost på stranden Sandfly Bay, hvor man kan se de sjældne gul-øjede pingviner, som er op til 70 cm. og meget kloge, så hvis de kan spotter dig/fjenden ude fra vandet, kommer de ikke ind på land. Derfor skal man altid forholde sig 200 meter væk fra pingvinen og sidde musestille inde i en boks, hvor der kun er en lille sprække at kigge ud, når de ankommer ved solnedgang, hvis man vil se dem. Vi endte derfor kun med et kort visit på den sjældne pingvinarts hjemstrand, eftersom solen først ville gå ned en times tid efter vores ankomst.
Sidste stop på turen var nemlig også vigtig at nå, inden solen gik ned - nemlig at gå op ad den stejleste gade i verden, Baldwin Street, og handle ind til aftensmad. Sidstnævnte blev gjort på vejen hen til den stejle gade, som ligger 1,5 kilometer fra byen. Det er Guinnessrekord bog, som har givet vejen dens titel og med god grund, fordi selv biler har svært ved at komme op ad bakken. Derfor er det ulovligt at parkere på gaden, og kun beboer må speede op og tage turen op af den stejle bakke, der nok er omkring de 45 grader stejl. Min højdeskræk kom derfor på overarbejde, selvom jeg troede, at jeg var sluppet af med den under vores bungy jump, men nej, min mave og fødder kunne stadig mærke en masse kriller, da vi gik op og ned af bakken. Da vi gik på vejen virkede det helt utroligt umuligt at bygge huse og anlægge vej på denne stejle strækning, som helt sikkert ikke er kedelig at spille fodbold på.
Nu kunne vi endelig vende snuderne hjemad, hvor vi kunne se frem til at fejre anden søndag i advent med endnu en skål risengrød. Endnu en gang var portionen fantastisk, selvom kanelen manglede, og eftersom det er den eneste juletradition, som Jonas og jeg har herovre, værdsætter jeg den meget. Dunedin har indtil videre faktisk også været den mest julepyntede by med store julekranse hængende imellem lygtepælene i forhold til de andre byer, som vi har passeret, der primært kun har flag med deres egen form for juletræ, et træ med en rød blomst, hængende fra hver eneste lygtepæl. Vi vil i den forbindelse også gerne ønske jer derhjemme rigtig god anden søndag i advent, og vi håber, at julehyggen allerede er ved at sprede sig lidt hos jer også.