Kære Golden Bay
Dagen i dag har været tæt pakket. Vores tur til Golden Bay var egentlig rimelig impulsiv, men vores rejsebog havde sagt, at området var kendt som en af landets ”bedste hemmeligheder”, så det blev vi selvfølgelig nødt til at udforske. Det samme gjorde kul- og guldgravere også i 1800-1900-tallet, imens hippierne kom hertil i 1960’erne-1970’erne for at påbegynde en alternativ livsstil. Hippierne viste sig stadig at være til stede, hvilket gjorde de små områder ganske farverig.
Vi startede vores eventyr med en times lang køretur nordpå til byen Puponga, hvor stederne Fossil Point og Farewell Spit kunne ses fra. Farewell Spit, som kaldes Onetahua på maori, er en 35 kilometer lang sandtange med kæmpe klitter, formidable udsigtspunkter, et fyrtårn og en sulekoloni på spidsen. Der er kun offentlig adgang de første fire kilometer af tangen, så vi valgte kun at tage ud til starten af tracken, fordi det umiddelbart minder meget om Grenen derhjemme i Skagen. Derefter besøgte vi en af de mest spektakulære strande i Golden Bay, Wharariki Beach, der ligger tæt ved, men i den modsatte retning af Farewell Spit. På vejen langs stranden så vi enorme vidder, skulpturelle klippeformationer og flere døsige kæmpe sæler lignende dem fra i går. I mellem de to stop ligger Cape Farewell, som er det nordligste punkt på Sydøen, så nu har vi både været på den nordligste del af Sydøen og Nordøen. Her kunne man igen nyde de enormt stejle klippeformationer, der satte min højdeskræk en smule på overarbejde.
Vi startede vores eventyr med en times lang køretur nordpå til byen Puponga, hvor stederne Fossil Point og Farewell Spit kunne ses fra. Farewell Spit, som kaldes Onetahua på maori, er en 35 kilometer lang sandtange med kæmpe klitter, formidable udsigtspunkter, et fyrtårn og en sulekoloni på spidsen. Der er kun offentlig adgang de første fire kilometer af tangen, så vi valgte kun at tage ud til starten af tracken, fordi det umiddelbart minder meget om Grenen derhjemme i Skagen. Derefter besøgte vi en af de mest spektakulære strande i Golden Bay, Wharariki Beach, der ligger tæt ved, men i den modsatte retning af Farewell Spit. På vejen langs stranden så vi enorme vidder, skulpturelle klippeformationer og flere døsige kæmpe sæler lignende dem fra i går. I mellem de to stop ligger Cape Farewell, som er det nordligste punkt på Sydøen, så nu har vi både været på den nordligste del af Sydøen og Nordøen. Her kunne man igen nyde de enormt stejle klippeformationer, der satte min højdeskræk en smule på overarbejde.
Derefter tog vi tilbage til byen, hvor vi overnattede, Takaka. På vejen stoppede vi ved Pupu Springs, som skulle være et besøg værd – og det var det bestemt også. Pupu Springs er New Zealands største og mest berømte kilde og på 90.-pladsen over verdens 100 største kilder. Vandet var så smukt og klart, så det halve kunne være nok. Omgivelserne kunne ikke andet end at forbavse så meget, at man blev mundlam, og alle begyndte at hviske til hinanden for ikke at forstyrre den salige ro, som kilden automatisk medførte. Stedet blev nydt af både ænder og fisk, som klart kunne ses igennem det krystalblå vand. Dette område var det perfekte tidspunkt til at trække vejret imellem alle vores must-do’s.
Tæt på Pupu Springs lå Grove Scenic Reserve, som vi havde fået at vide fra folkene på hostellet, at det var et endnu et must do. Selvom tracken var godt gemt af vejen, formåede vi alligevel at finde det, og da vi gik igennem buskene, var det som at træde ind i en anden verden. Kæmpe stenformationer lå hulter til bulter, og mange var beklædt af slyngplanter og mos. Udover de smukke formationer, bød turen også på det smukkeste lookout udover Golden Bay’s grønne marker, gyldne strande og spidse klipper i baggrunden.
Næste stop var Wainui-vandfaldet, som er et af områdets eneste og derfor ganske populært. Vi havde hørt at den to kilometers lange vej skulle være nem at finde frem til, men en hængebro, som kun kunne holde til 1 person ad gangen, og en ødelagt sti den sidste del af vejen, gjorde tracken lidt mere spændende. Vi klarede den dog, og det samme gjorde den gruppe bag os, som havde en få måneder gammel baby med på armen, hvilket vi begge blev enige om, var hjernedødt, men så fik babyen da også nydt et smukt vandfald. For smukt det var det helt sikkert, så det var det hele værd. Vandfaldet var højt og kraftfuldt, og floden, som den skabte var klar og smaragdgrøn, hvilket virkelig indbød til en dukkert. Pludselig så vi Jack, som vi tidligere samme dag ellers havde sagt farvel til. Han havde leget rundt og badet i området de sidste timer, så vi besluttede os for at tage med ham ned til en smuk strand kaldet Tata Beach i stedet. Han fulgtes endda med en tysk pige, som kunne fortælle, at hun gerne ville til Danmark og tage sin kandidat, så hende fik vi også en god snak med, og forhåbentlig fik vi også givet hende nogle gode råd med på vejen. På vej tilbage til bilen, fortalte Jack, at det var en flodbølge, der havde ødelagt dele af stien, så det var altså ikke kun os, der havde problemer med at finde den rigtige vej.
Tata Beach mindede meget om de smukke gyldne Bays, vi så i Abel Tasman National Park. Dog var der højvande og store bølger denne gang, så vandet var vildt, men faktisk ikke særlig koldt. Derfor kastede både Jonas, Jack og jeg selv os ind i bølgerne, men jeg måtte hurtigt se mig slået af kulden, imens de legesyge drenge blev ved så langt tid som muligt. Vi skulle nemlig skynde os videre til vores overnatning i området Buller, hvilket Google estimerede ville tage omkring 3-4 timer.
Da klokken allerede var 18:00, advarede vi vores hostel kaldet Lazy Cow, men det var heldigvis ikke noget problem, og turen igennem de marmorfyldte Takaka Hill, som byder på ”kun” 290 sving og kurver var ligeså smuk som i går. Heller ikke, da vi ankom klokken 21:00 var der nogle sure minder, de havde endda overskud til en god snak samtidig med, at de havde stillet Dagens Kage frem, som i dag var gulerodskage. Selvom jeg plejer at være den i forholdet, som er gladest for kage, var vi begge henrykt over den hyggelige stemning og gratis kage. Det vidste sig tilmed, at vores badeværelse havde et stort spa-agtigt badekar, og da vi næsten var de eneste lejere denne aften (kun én anden skulle overnatte der udover os.), havde vi det hele for os selv, så vi kunne virkelig føle os hjemme. Sådanne muligheder er guld værd for nogle travle backpackere som os, så vi nød det i fulde drag.