Kære Punakaiki
Vi havde lidt svært ved at sige farvel til de hjemmelige omgivelser, men da check-ud klokken 10 nærmede sig, fik vi samlet vores ting sammen for at køre videre til dagens oplevelser. Eftersom de seneste dage har været lidt hektiske, havde vi ikke rigtig fået planlagt i dag, så jeg måtte sidde i bilen og finde ud af, hvad vi skulle lave. Der var mange muligheder, men søndagen satte sine begrænsninger, da mange af gøremålene havde åbningstider. Vi besluttede os derfor kun at gøre halvdelen i dag og den anden halvdel i morgen for at få tid til at planlægge resten af turen i mellem tiden også.
Vores multi-tasking og planlægning gjorde, at vi ikke havde fokus på, hvor vi kørte hen, og pludselig var vi i Reefton, hvilket ikke helt var meningen. Planen var, at vi skulle køre mod Westport for derefter at køre langs kysten til Pancake Rocks i Punakaiki, men i stedet kørte vi hele vejen igennem Buller-kløftens strækning, som snor sig langs Buller-flodens 170 kilometer turkisfarvede vandmasser og igennem kuperet og frodigt landskab. Vores rejsebog kunne dog supplere med, at byen Reefton, som vi var endt i, var et stop værd, fordi det skulle være en hyggelig gammel guldgraverby, som i 1888 var den første by i New Zealand, der fik elektricitet. Da vi endte i byen, synes vi dog ikke, at den var noget særligt, fordi det så ud som om, at der ikke var sket noget siden 1888, men vi fik da oplevelsen med, hvilket endnu en gang viser, at intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget.
Vi besluttede os derfor for at tage til Greymouth, fordi den trods alt var tættest på. Vi havde fået at vide, at byen var den eneste store by, som vi ville passere indtil Queenstown, så vi lavede ikke rigtig andet i Greymouth end at købe lidt dåsemad og benzin samt spørge i turistinformationen om deres erfaringer med de forskellige ture på gletsjerne. De fortalte os, at der var nogle gåture, hvor man kunne de to primære gletsjere Fox og Franz Josef gletsjeren fra, så jeg tror, at vi tager på nogle af dem, i stedet for at betale minimum 1500 kroner for at komme op og gå på en af dem. Turene er nemlig så dyre, fordi man skal tage en helikopter for at komme derop, da det ikke er sikkert at gå derop selv. Vi har dog ikke besluttet os helt endnu og venter med at tage den endelig beslutning i morgen, som vi har planlagt skal foregå i roligt tempo, så vi kan få planlagt resten af turen en gang for alle. Vi er jo faktisk 2/3 del af turen snart, så de få dage, som vi har tilbage vil vi gerne udnytte fuldt ud, nu når afstandene er så store på Sydøen.
Da vi havde fået nok af at planlægge, begyndte vi at køre op til Pancake Rocks for stadig at kunne nå dele af det, som vi havde snakket om, at vi gerne ville. Turen langs kysten var utrolig smuk, og den mindede os om Great Ocean Road, som vi havde taget med vores Richmond-roomies i starten af vores tid i Melbourne. Det var helt fantastisk, og det samme var Pancake Rocks, som helt sikkert var værd at køre tilbage til. Pandekageklipperne er berømte lagdelte kalkstensklipper, som er skabt på havets bund for millioner af år siden og rejser sig lodret op af vandet. Videnskaben har endnu ingen endegyldig forklaring på fænomenet, men for at gå langs med klipperne, mærke og høre bølgernes kraft i de mange store blow holes, synes vi heller ikke at forklaringer var nødvendige.
Vores multi-tasking og planlægning gjorde, at vi ikke havde fokus på, hvor vi kørte hen, og pludselig var vi i Reefton, hvilket ikke helt var meningen. Planen var, at vi skulle køre mod Westport for derefter at køre langs kysten til Pancake Rocks i Punakaiki, men i stedet kørte vi hele vejen igennem Buller-kløftens strækning, som snor sig langs Buller-flodens 170 kilometer turkisfarvede vandmasser og igennem kuperet og frodigt landskab. Vores rejsebog kunne dog supplere med, at byen Reefton, som vi var endt i, var et stop værd, fordi det skulle være en hyggelig gammel guldgraverby, som i 1888 var den første by i New Zealand, der fik elektricitet. Da vi endte i byen, synes vi dog ikke, at den var noget særligt, fordi det så ud som om, at der ikke var sket noget siden 1888, men vi fik da oplevelsen med, hvilket endnu en gang viser, at intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget.
Vi besluttede os derfor for at tage til Greymouth, fordi den trods alt var tættest på. Vi havde fået at vide, at byen var den eneste store by, som vi ville passere indtil Queenstown, så vi lavede ikke rigtig andet i Greymouth end at købe lidt dåsemad og benzin samt spørge i turistinformationen om deres erfaringer med de forskellige ture på gletsjerne. De fortalte os, at der var nogle gåture, hvor man kunne de to primære gletsjere Fox og Franz Josef gletsjeren fra, så jeg tror, at vi tager på nogle af dem, i stedet for at betale minimum 1500 kroner for at komme op og gå på en af dem. Turene er nemlig så dyre, fordi man skal tage en helikopter for at komme derop, da det ikke er sikkert at gå derop selv. Vi har dog ikke besluttet os helt endnu og venter med at tage den endelig beslutning i morgen, som vi har planlagt skal foregå i roligt tempo, så vi kan få planlagt resten af turen en gang for alle. Vi er jo faktisk 2/3 del af turen snart, så de få dage, som vi har tilbage vil vi gerne udnytte fuldt ud, nu når afstandene er så store på Sydøen.
Da vi havde fået nok af at planlægge, begyndte vi at køre op til Pancake Rocks for stadig at kunne nå dele af det, som vi havde snakket om, at vi gerne ville. Turen langs kysten var utrolig smuk, og den mindede os om Great Ocean Road, som vi havde taget med vores Richmond-roomies i starten af vores tid i Melbourne. Det var helt fantastisk, og det samme var Pancake Rocks, som helt sikkert var værd at køre tilbage til. Pandekageklipperne er berømte lagdelte kalkstensklipper, som er skabt på havets bund for millioner af år siden og rejser sig lodret op af vandet. Videnskaben har endnu ingen endegyldig forklaring på fænomenet, men for at gå langs med klipperne, mærke og høre bølgernes kraft i de mange store blow holes, synes vi heller ikke at forklaringer var nødvendige.
Tæt på de smukke Pancake Rocks lå Truman Track, der var en nem gåtur gennem frodig regnskov, bregner og nåletræer ned til en voldsom og fantastisk klippestrand med blødt, gyldent sand og store klippeformationer, som vi gik under og igennem. Tidevandet var dog så højt og bølgerne så vilde, at man knap nok kunne gå på stranden, men det gjorde ikke omgivelserne mindre fantastiske.
Efter en lang dag som ikke helt gik efter planen, tog vi hen til vores Holiday Park i Hokitika, hvor vi skulle fejre 1. advent, som Jonas’ mor havde gjort os opmærksomme på, var i dag – ellers er der jo ikke meget mere julestemning end et enkelt Jingle Bells nummer i supermarkedernes radio her på den anden side af jorden. Julestemningen er derfor kommet en smule til New Zealand i form af risengrød med stjålet kanel fra vores forrige hostel, Lazy Cow, da en backpacker jo ikke desværre ikke har kanel på laget. Vi vil i samme åndedræt også gerne benytte lejligheden til at ønske alle jer derhjemme glædelig 1. advent, og vi håber, at jeres har været en smule mere julet end vores. Det er jo kun jul og 1. advent en gang om året.