Kære Dunedin og Twizel
Vi skulle med Tairo Gorge Railway klokken 9:30 og skulle afhente billetterne en halv time før, så for at vi skulle nå en smule rundt i byen først, stod vi tidligt op og gjorde os klar til dagens sightseeing. Vi nåede dog kun at se Sct. Pauls Cathedral, som ligger kun få meter fra den smukke gamle togstation inden deadline, men så meget mere manglede vi heller ikke at se inde i Dunedins midtby.
Inden vi satte os ind i veterantoget, gik vi rundt i stationsbygningen fra år 1900, som er bygget i datidens pompøse stilart og en af Dunedins flotteste bygning og eftersigende den 2. mest fotograferede bygning i Australasia (New Zealand, Australien og alle de små omkringliggende øer) efter operahuset i Sydney. Søjlerne langs med facadens buegang er af skotsk granit fra Aberdeen, og selve bygningen er af kalksten og vulkansk sten. I forhallen er væggene beklædt med de originale kakler, og gulvet er et kunstværk i sig selv.
Inden vi satte os ind i veterantoget, gik vi rundt i stationsbygningen fra år 1900, som er bygget i datidens pompøse stilart og en af Dunedins flotteste bygning og eftersigende den 2. mest fotograferede bygning i Australasia (New Zealand, Australien og alle de små omkringliggende øer) efter operahuset i Sydney. Søjlerne langs med facadens buegang er af skotsk granit fra Aberdeen, og selve bygningen er af kalksten og vulkansk sten. I forhallen er væggene beklædt med de originale kakler, og gulvet er et kunstværk i sig selv.
Da der blev fløjtet til afgang på klokkeslaget 9:30 sad vi på vores sæder i en tilsyneladende meget moderne togvogn i DSB-stil, selvom toget skulle være fra 1920’erne, hvilket tog lidt af de autentiske forventninger, som vi havde med turen. Heldigvis havde vi dog fået et tip fra en af togmedarbejderne på perronen, at vi bare kunne sætte os, hvor vi ville, når vi havde fået tjekket vores billetter, og at vi skulle bruge så meget tid ude på deres åbne udkigsplads for enden af toget for at få de bedste billeder. Derfor flyttede vi med det samme hen i en lidt ældre vogn, som var tættest på udkigspladsen, da vi havde fået tjekket vores billetter.
Der gik ikke lang tid før toget var ude af byen og med et overvældede de afvekslende landskabs-scenerier. De skiftede fra kæmpe farm-områder med tusindvis af får til tæt skov og fascinerende rå og vilde bjerglandskaber, der var pakket ind i knaldgule blomster. Toget sneglede sig af sted over broer og gennem tunneller gennem Taieri-kløften, så man hele tiden kunne spotte den brune gorge forneden. Ruten tog fire timer og tog os de 58 kilometer fra Dunedin til Pukerangi og tilbage igen. På vejen derhen var der to stop, hvor vi på ene fik lov til at gå over en af de mange broer, for at få nogle gode billeder både af broen, men også af toget, da det kørte over efter os, og det andet stop var ved et scenic lookout, hvor der også var et lille læskur for togarbejderne, som de kaldte Reefs trestjernede hotel.
Der gik ikke lang tid før toget var ude af byen og med et overvældede de afvekslende landskabs-scenerier. De skiftede fra kæmpe farm-områder med tusindvis af får til tæt skov og fascinerende rå og vilde bjerglandskaber, der var pakket ind i knaldgule blomster. Toget sneglede sig af sted over broer og gennem tunneller gennem Taieri-kløften, så man hele tiden kunne spotte den brune gorge forneden. Ruten tog fire timer og tog os de 58 kilometer fra Dunedin til Pukerangi og tilbage igen. På vejen derhen var der to stop, hvor vi på ene fik lov til at gå over en af de mange broer, for at få nogle gode billeder både af broen, men også af toget, da det kørte over efter os, og det andet stop var ved et scenic lookout, hvor der også var et lille læskur for togarbejderne, som de kaldte Reefs trestjernede hotel.
Derefter var der ikke længe til endestationen, hvor Jonas lige fik sagt, at han glædede sig til at ankomme til Middlemarch, fordi nogle scener fra Hobitten var optaget der. Da vi derfor stoppede i Pukerangi og fik at vide, at det var sidste stop, blev vi lidt forvirret, fordi det viste sig, at de kun kørte til Middlemarch fredage og søndage. Til sidst gav det hele dog mere mening, da turen havde været billigere, end vi havde regnet med, og kun var 4 timer, i stedet for de 6, som vi først havde fået at vide, at togturen varede. Den søde medarbejder, som havde givet os det gode tip tidligere på dagen, undskyldte at måtte skuffe Jonas og som en trøst nævnte han, at landskabet ikke ville ændre sig meget mere end det, vi kunne se Pukerangi, hvilket vi fik taget nogle billeder af, så alt igen var godt.
Så gik tilbage til Dunedin med kun et stop ved en anden lille station, så vi kunne få taget de sidste gode billeder af de fantastiske omgivelser, som i løbet af turen var blevet endnu smukkere i takt med at tågen blev erstattet med blå himmel og solskin. Vi havde egentlig frygtet, at fire timer i tog ville være kedelig, men på grund af de mange stop, de mange informationer om ruten fra konduktøren og den smukke natur, som nogle siger minder om den Skotland, var tiden lige tilpas, og vi har endda fået endnu mere blod på tanden til en omgang interrail, når vi kommer tilbage til Europa.
Vi ankom til Dunedin igen klokken 13:45, hvilket passede perfekt i vores planer, fordi vi klokken 14:00 skulle med en tour igennem chokoladefabrikken Cadberry, som lå kun få meter fra togstationen. Cadberry blev stiftet af engelske John Cadberry, der i midten af 1800-tallet solgte te som et billigt og bedre alternativ til det vanedannende alkohol. Det blev først til salg af chokolade, da han fandt ud af, at man kunne putte chokoladestykker ned i kogende vand og skabe en dejlig varm chokoladedrik, som blev vældig populær. Da hans sønner overtog biksen blev sortimentet udvidet til de mange chokoladevarianter som chokoladeplader, som findes i dag, og det var først, da firmaet opkøbte konkurrenten Hudson, at Cadberry kom til Dunedin. Hvorfor, at det lige er Dunedin, som er kendt for Cadberry vides dog ikke, fordi chokoladen også laves i Melbourne og på Tasmanien, hvilket vi slet ikke anede. Touren gik igennem dele af fabrikken, hvor vi i løbet af de 75 minutter fik set en masse dvd’er, fortalt en masse fakta fra guiden og fyldt en pose med alverdens samples, som skal nydes de sidste dage her i New Zealand.
Vi ankom til Dunedin igen klokken 13:45, hvilket passede perfekt i vores planer, fordi vi klokken 14:00 skulle med en tour igennem chokoladefabrikken Cadberry, som lå kun få meter fra togstationen. Cadberry blev stiftet af engelske John Cadberry, der i midten af 1800-tallet solgte te som et billigt og bedre alternativ til det vanedannende alkohol. Det blev først til salg af chokolade, da han fandt ud af, at man kunne putte chokoladestykker ned i kogende vand og skabe en dejlig varm chokoladedrik, som blev vældig populær. Da hans sønner overtog biksen blev sortimentet udvidet til de mange chokoladevarianter som chokoladeplader, som findes i dag, og det var først, da firmaet opkøbte konkurrenten Hudson, at Cadberry kom til Dunedin. Hvorfor, at det lige er Dunedin, som er kendt for Cadberry vides dog ikke, fordi chokoladen også laves i Melbourne og på Tasmanien, hvilket vi slet ikke anede. Touren gik igennem dele af fabrikken, hvor vi i løbet af de 75 minutter fik set en masse dvd’er, fortalt en masse fakta fra guiden og fyldt en pose med alverdens samples, som skal nydes de sidste dage her i New Zealand.
Afslutningen på touren, blev også afslutningen på vores tid i Dunedin, fordi en tre timers lang køretur lå foran os for at komme til Twizel og være klar til at forbrænde alle de indtaget chokoladekalorier, når vi skal se Mt. Cook i morgen. På vejen var der dog tid til et lille stop ved de runde sten med navnet Moeraki Boulders, som er endnu et af de uforklarlige naturfænomener, New Zealand kan tilbyde. De betegnes som ”sprækkefyldte kalkkronketioner”. De sfæriske kugler er millioner af år gamle og op til to meter i diameter, så det krævede noget af et hop, da Jonas skulle prøve at sidde på en af de mest intakte kugler på sandstranden. Selvom vi ankom, mens det var højvande, og mange af kalkkronketionerne derfor var halvvejs dækket af vand og sand, fik vi en god idé om det specielle naturfænomen, som helt sikkert var et stop værd.
Et godt stykke tid efter aftensmadstid nåede vi til vores hostel, hvor vi med det samme begyndte at pakke ud og gøre klar til aftensmad, fordi vi begge var godt sultne og trætte efter en begivenhedsrig dag. Naturen, som vi skal nyde i morgen, fik vi også et godt indtryk af på turen herhen, så vi kan ikke vente med at stå tidligt op i morgen og komme i gang med nogle af de fantastiske tracks, som Mt. Cook har at byde på.