Kære Hokitika og Fox Glacier
Vores dag startede stille og roligt, selvom vi glædede os utrolig meget til at komme ud og nyde det gode vejr med solskin og blå himmel. Første halvdel af dagen gik dog desværre indendørs, fordi vi først skulle på guidet tur i Jade Factory. Hokitika, som vi overnattede i, er nemlig hovedstad for pounamuen, den new zealandske jade, og der er flere steder i byen, hvor de laver smykker. På turen lærte vi at skelne imellem de forskellige typer jadesten, som maorierne brugte til både smykker, brugskunst og våben. Jadestenen var deres treasure, som de både værdsatte, men også byttede med, da europæerne kom med deres våben. Den helt specielle grønne jade, som Hokotika er kendt for, bliver udvundet fra bjergene og sendt ned ad vandfaldene for at ende på vestkystens strande på Sydøen, hvilket er det eneste sted i verden, hvor denne type kan findes. De kan både findes i store og små størrelser, men en af de største, som butikken ejede, var formet som en robust to-personens bænk, og smykkerne kan koste op til 18.000 dollars, som bliver slebet med diamant på grund af stenens hårdhed. Denne proces fik vi lov til at se i forretningens to baglokaler, hvor der blev arbejdet koncentreret for ikke at ødelægge flere timers arbejde, der for maorierne tog flere dage.
Lige overfor var vores bedsteven i New Zealand, nemlig informationscentret. Her blev vi et par timer, fordi vi skulle planlægge de næste par dage både med hensyn til pakkeløsninger og accommodation. Vi kan nu derfor se frem til et par dage på gletsjertracks, nogle dage i adventure hovedstaden i Queenstown, og et cruise i Milford Sounds. Det var dejligt at få overstået, om end at det altid tager længere tid, end man håber på, så programmet blev ændret en lille smule. I stedet for at blive en hel dag i Hokitika, besluttede vi os nemlig at droppe Lake Karriere og Hokitika Gorge til fordel for gletsjer-byerne omkring de kendte gletsjere Franz Josef og Fox, så der var mere tid til at udforske disse naturfænomener i Westland Nationalpark. Desværre blev vi en smule forsinket, fordi Jonas blev stoppet af politiet. Han havde kørt 112 i en 100 kmh i timen, hvilket resulterede i en bøde på hele 80 dollar, hvilket er, hvad der svarer til omkring 400 kroner. Til hans forsvar skal det dog siges, at han var på sugar rush efter at have spist en cookie.
Hvis man vil op og gå på gletsjerne skal man med en helikopter og guide flyve op til en af de to gletsjere, men da jeg havde gået på en i Norge, og Jonas ikke følte trang til at bruge minimum 300 dollars på en guidet gletsjer tur, besluttede vi os for at tage på tre forskellige tracks. De første to blev taget i eftermiddags, da vi ankom til byen omkring Fox gletsjeren efter nogle timers køretur. Den første var nem og gå til, fordi den kun tog en times tid og var meget turistet. Der gik ikke lang tid før, at vi kunne skimte den store is – og snemasse i mellem de store bjerge, så man ikke kunne blive andet end overvældet, selvom det var svært at gennemskue, hvor stor den var. På et skilt læste vi, at Fox gletsjeren dækkede 13 kilometer og 32 km2. Samtidig stod der også, at man skulle træde varsomt og følge anmærkninger, da to unger turister blev dræbt i 2009, da over 100 ton sne – og ismasser væltede ned over dem, da de var på jagt efter det perfekte billede ved gletsjermunden. Denne usikkerhed ved gletsjermunden gør også, at man bliver nødt til at tage med helikopter, hvis man vil gå op på gletsjeren, fordi ismasser, klippestykker og sten jævnligt skrider ned ad bjergskråningerne, hvilket løsriver sne og is fra gletsjeren kontinuerligt.
Vi havde fået anbefalet en anden tur også, som hedder Charlot-track, hvor man kunne komme mere på niveau med gletsjeren, så man kunne se dens storhed, i stedet for at kigge op på gletsjermunden. Turen her gik igennem kuperet terræn og ujævn regnskov gjorde, hvilket gjorde tracken knapt så trafikkeret, hvilket var dejligt for Jonas og jeg. Da vi kun var fem minutter fra udsigtsposten, blev vi dog mødt af noget af en udfordring, som gjorde turen endnu mere spændende. For at komme over til udsigtsposten, skulle vi første krydse en brusende og bred flod. Ved første øjekast indbød floden derfor ikke til nogen form for krydsning, så det tog lidt tid før, at vi fandt en sti, hvor det var muligt at komme over på den anden sidde. Det lykkedes dog at hoppe fra sten til sten og komme nogenlunde tørskoet over på den anden side, så vi kunne få fornøjelsen af at se gletsjeren. Vi havde hele udsigtsposten for os selv, hvor vi kunne nyde gletsjerens store størrelse fra, men vi kom desværre ikke tættere på end sidste udkigspost – nærmere tværtimod. Da vi skulle tilbage over floden igen, viste Jonas sit sande overlevelsesgen, da han havde lagt en stor tigersten der hvor vi startede vores tur over floden sidst, så vi nemt kunne finde vejen retur. Lettere øvet og forberedte på de kommende udfordringer, gik det derfor meget nemmere og hurtigere retur, så vi stadig havde tid til den sidste udsigtspost endnu længere væk fra gletsjeren.
Vores aften blev afsluttet på perfektvis fem kilometer vest for Fox-landsbyen ved Lake Matheson-søen, hvor de højeste bjerge i De Sydlige Alper, Aoraki/Mt. Cook og Mt. Tasman spejler sig i søens blikstille vand. Den lette tur fra parkeringspladsen til søen var en dejlig kontrast til den sidste track, fordi den gik smukt igennem en gammel regnskov, der er en del af Westland National Park, som er på Unescos Verdensarvliste. Den smukke solnedgang lokkede os til at blive helt indtil mørkets frembud, men da vi manglede at handle til heldagstracken imorgen og checke ind på vores hostel, besluttede vi os for at være fornuftige, selvom vi ikke var meget for det.
To minutter før lukketid i Franz Josef-byen nåede vi frem til både det lokale supermarked og vores hostel, så vores held er heldigvis ikke slippet op endnu. Derfor er vi nu klar med både chokolade og bananer til heldagstracken imorgen.