Kære Arrowtown og Te Anau
Dagen startede roligt i morges, hvor vi sov længe og snakkede om gårsdagen bungy jump, inden vi lagde billederne af springet op på Facebook. Herefter tjekkede ud fra vores hostel, inden turen gik mod den gamle guldgraver by Arrowtown, hvor vi så, hvordan de kinesiske guldgravere havde levet under kummerlige forhold i små hjemmelavede hytter bestående af blik og avispapir i en tilværelse langt fra familie og venner.
Byen var på den anden ende, da de var ved at stille klar til et årligt arrangement kaldet ”The Long Lunch”, hvor hovedgaden bliver lukket af i begge ender og et langt bord bliver dækket op, så byens borgere kan mødes omkring en god omgang frokost. Det så smadderhyggeligt ud, og vi var tæt på at sætte os ved et bord og tage del i festlighederne.
I stedet endte vi dog med at køre tilbage til Queenstown, da vi havde planlagt at gå op af Mount Lomond til et flot udsigtspunkt. Desværre så var det mere end almindelig svært at finde en parkeringsplads tæt på stien, da den starter midt inde i byen, så vi måtte køre tilbage til det hostel, som vi jo ellers var tjekket ud af tidligere på dagen, for at snuppe en parkeringsplads der.
Vi var blevet lidt forsinket, og da den første halvdel af stien gik parallelt med en gondolbane var vi inde på deres kontor for at høre omkring prisen for en envejsbillet. Det kostede $30, altså hvad der svarer til 150,- pr. person for en sådan billet, så det droppede vi hurtigt. I stedet satte vi en timer, så vi undgik at komme for sent tilbage til bilen, da der forud ventede en køretur på 2,5 time.
Vi fandt stien og begyndte vores tur opad ad en virkelig skrap stigning, mens gondolerne, bærende på det lidt mere dovne (og rige!!), hang over hovedet på os.
Efter 40 min. hård opstigning ramte vi toppen, og hvad vi troede ville være det første af dagens flotte udsigtspunkter. I stedet var synet der mødte os et rent slaraffenland for turister med BMX baner, moderne radiobiler, stor restaurant og masser af mennesker. Det var meget hektisk taget betragtning af, at vi var på toppen af et bjerg, og ikke lige hvad vi havde forestillet os. Men vi fandt en vej rundt om alle forlystelserne og kom efter 25 min. gåtur ud i et område, der var det stik modsatte af, hvad vi lige havde oplevet. Området var en stor dal for foden af Mount Lomond med store nåletræer, græsende bjerggeder og fantastisk udkig til Lake Wakitipu og de omkringliggende bjerge. Desuden så havde vi det hele for os selv, så her besluttede vi os for at blive, indtil vores timer ringede, og det var tid til at vende tilbage til bilen.
Vi var blevet lidt forsinket, og da den første halvdel af stien gik parallelt med en gondolbane var vi inde på deres kontor for at høre omkring prisen for en envejsbillet. Det kostede $30, altså hvad der svarer til 150,- pr. person for en sådan billet, så det droppede vi hurtigt. I stedet satte vi en timer, så vi undgik at komme for sent tilbage til bilen, da der forud ventede en køretur på 2,5 time.
Vi fandt stien og begyndte vores tur opad ad en virkelig skrap stigning, mens gondolerne, bærende på det lidt mere dovne (og rige!!), hang over hovedet på os.
Efter 40 min. hård opstigning ramte vi toppen, og hvad vi troede ville være det første af dagens flotte udsigtspunkter. I stedet var synet der mødte os et rent slaraffenland for turister med BMX baner, moderne radiobiler, stor restaurant og masser af mennesker. Det var meget hektisk taget betragtning af, at vi var på toppen af et bjerg, og ikke lige hvad vi havde forestillet os. Men vi fandt en vej rundt om alle forlystelserne og kom efter 25 min. gåtur ud i et område, der var det stik modsatte af, hvad vi lige havde oplevet. Området var en stor dal for foden af Mount Lomond med store nåletræer, græsende bjerggeder og fantastisk udkig til Lake Wakitipu og de omkringliggende bjerge. Desuden så havde vi det hele for os selv, så her besluttede vi os for at blive, indtil vores timer ringede, og det var tid til at vende tilbage til bilen.
På vej tilbage spottede vi et udkigspunkt på den anden side af restauranten, hvor vi fik et fantastisk kig udover Queenstown, søen, bjergene og et par svævende hanggliders.
Efter at have affotograferet hver en tomme af denne smukke udsigt gik turen tilbage ned til bilen, hvor vi fik læst de første par kapitler af Hobbitten højt på lydbogen fra Jonas´ forældre. Det var et helt perfekt soundtrack til turen fra Queenstown, hvis omkringliggende natur har lagt baggrund til både Ringenes Herre og Hobbitten trilogierne, til Te Anau (der af mystiske årsager udtales Ti Anui eller Tianu), der også byder på en smuk natur. Man er i hvertfald ikke i tvivl om, at Tolkiens Middle-Earth findes i virkeligheden, og at man finder det hernede.
I aften står den på pasta kogt i dybe tallerkner ved hjælp af kogende vand fra en elkedel og rester af vores pasta med kødsovs fra i går (der ikke har fået tilsat så meget som et gram salt, da saltet glimrede ved sit fravær i køkkenet i går). Man lærer at være opfindsom og klare sig på lidt, når man rejser som backpackere.
I aften står den på pasta kogt i dybe tallerkner ved hjælp af kogende vand fra en elkedel og rester af vores pasta med kødsovs fra i går (der ikke har fået tilsat så meget som et gram salt, da saltet glimrede ved sit fravær i køkkenet i går). Man lærer at være opfindsom og klare sig på lidt, når man rejser som backpackere.
Vi glæder os til i morgen, hvor vi skal på cruise i Milford Sound, der skulle være et fantastisk smukt område, og receptionisten har sagt, at vejret i morgen skulle blive godt, så det krydser vi fingre for!