Kære Lake Wanaka og Queenstown
I dag blev vi tvunget til at sove længe, fordi vejen videre sydpå til vores næste stop i byen Wanaka var blevet lukket på grund af et stenskred i går. Vejen åbnede først klokken 10:00, så morgenen blev meget stille og rolig, hvilket også var tiltrængt efter i går, selvom vi overraskende nok ikke følte nogle mén overhovedet. Efter bad, morgenmad og et stop på tankstationen var vi klar til at være en del af køen klokken 10, og da vejen stadig ikke tydede på at blive åbnet, brugte vi ventetiden på at kigge brochurer omkring extreme adventure igennem. Her fandt jeg ud af, at der også var mulighed for tandem-bungy jumping, men i sidste ende måtte Jonas bestemme, hvad han helst ville, da han brændte mest for den slags ekstreme oplevelser. Klokken 10:39 fik vi lov til at begynde vores køretur igennem en natur, som skulle vise sig at være særlig smuk igennem golde sletter, spidse bjerge og smukke blomster.
Første stop var ved en kort track, hvor man kunne se the Blue Pools, som ligger i den øverste del af Mt. Aspiring National Park, hvor Makaroa River møder Blue River. Her oplevede vi i løbet af 40 minutter sølvbøg – og troldeskov, en klassisk og svingende hængebro, for til sidst at nå til de blå pools, som er så blå og klare, at de ikke kan andet end at indbyde til en svømmetur. Dog var vandet kun 5-10 grader, fordi de er lavet af smeltevand fra bjergenes snetoppe, så derfor måtte vi nyde det fantastiske, klare og kolde vand fra landsiden.
Første stop var ved en kort track, hvor man kunne se the Blue Pools, som ligger i den øverste del af Mt. Aspiring National Park, hvor Makaroa River møder Blue River. Her oplevede vi i løbet af 40 minutter sølvbøg – og troldeskov, en klassisk og svingende hængebro, for til sidst at nå til de blå pools, som er så blå og klare, at de ikke kan andet end at indbyde til en svømmetur. Dog var vandet kun 5-10 grader, fordi de er lavet af smeltevand fra bjergenes snetoppe, så derfor måtte vi nyde det fantastiske, klare og kolde vand fra landsiden.
Turen gik videre til Lake Wanaka, som året rundt er en af kiwiernes yndede feriedestinationer, fordi søen og området omkring byder på et væld af udendørsaktiviteter – lige fra gåture til jetboarding, men især er de kendt for skydiving. Derfor tog vi til informationscentret i Wanaka for både at høre om skydiving, bungyjumping og accommodation. Her gik det op for os, at vi kun har få dage tilbage af vores eventyr I New Zealand, og måske påvirkede det en smule vores kommende beslutningsproces nede ved søen, hvor vi vurderede, hvilken ekstrem sport, Jonas skulle prøve – og måske mig. Med udsigten udover søen, lavede vi nemlig et par lange plus og minus-lister, så vi kunne vurdere om det skulle være tandem skydiving, tandem bungy jumping, Jonas alene på den klassiske 43 meters bungy jump eller Jonas alene på den højeste bungy jump med nogle og hundrede meters fritfald. Af uransagelige årsager faldt valget på tandem bungy jumping. Jeg skal derfor med ud i et 43 meters frit fald, hvilket jeg aldrig troede, at jeg skulle sige ja til, så derfor giver jeg både de vilde omgivelser og det faktum, at vi havde månedsdag skylden. Før jeg fik set mig om, var bungy jumping booket og betalt til den første afgang i morgen, så nu er der ingen vej uden om.
Efter en begivenhedsrig pause gik turen videre i Mt. Aspiring Nationalpark, som bød både på sneklædte bjerge, frådende floder og smukke dale. Den 3555 km2 uspoleret natur vidste sig derfor at være et vidunderligt miks i landets tredje største nationalpark, hvilket også gør den til en del af Te Wahipounamu, New Zealands sydvestlige del, som Unesco har anderkendt som en af verdens bevaringsværdige områder. Inden vi drejede mod Queenstown nåede vi endda også at se Clyde Dam og Lake Dunstan. Her kunne vi opleve en 100 meter høj og 70 meter bred betonvæg, hvilket er landets tredje største dæmning, der rejser sig fra den turkisfarvede Clutha River. Clyde Dam er bygget af 1 million kubikmeter beton og er et af de mange vandkraftværker, som findes både på Nord – og Sydøen. Da projektet begyndte i 1980’erne skabte det den kunstige sø Lake Dunstan på 26,4 km2, som bruges af de lokale til roning, vandskiløb og fiskeri. Vi blev i stedet mødt af flere sandfluer, så nu begynder vi helt sikkert med insektsprayen for ellers kommer vi aldrig levende fra New Zealand.
Efter en begivenhedsrig pause gik turen videre i Mt. Aspiring Nationalpark, som bød både på sneklædte bjerge, frådende floder og smukke dale. Den 3555 km2 uspoleret natur vidste sig derfor at være et vidunderligt miks i landets tredje største nationalpark, hvilket også gør den til en del af Te Wahipounamu, New Zealands sydvestlige del, som Unesco har anderkendt som en af verdens bevaringsværdige områder. Inden vi drejede mod Queenstown nåede vi endda også at se Clyde Dam og Lake Dunstan. Her kunne vi opleve en 100 meter høj og 70 meter bred betonvæg, hvilket er landets tredje største dæmning, der rejser sig fra den turkisfarvede Clutha River. Clyde Dam er bygget af 1 million kubikmeter beton og er et af de mange vandkraftværker, som findes både på Nord – og Sydøen. Da projektet begyndte i 1980’erne skabte det den kunstige sø Lake Dunstan på 26,4 km2, som bruges af de lokale til roning, vandskiløb og fiskeri. Vi blev i stedet mødt af flere sandfluer, så nu begynder vi helt sikkert med insektsprayen for ellers kommer vi aldrig levende fra New Zealand.
På vej til Queenstown passerede vi vinmarker, majestætiske bjerge og den gorge, hvor vi skal springe fra i morgen, hvilket forstyrrede mig så meget, at jeg slet ikke lagde mærke til, at vi pludselig var ankommet til vores endestation. Queenstown mindede os meget en by som Val Thorenz, hvor turister overrumpler byen i visse sæsoner for at stå på ski og drikke øl. Det skulle efter sigende også være en af landets dyreste turistbyer, og man forstår godt hvorfor, når den er placeret i 310 m.o.h i umanerligt smukke omgivelser med formidable bjerge ved bredden af landets tredjestørste sø, Lake Wakatipu. Byen har udråbt sig selv til at være ”Verdens adventure hovedstad” samtidig med, at man også skulle finde verdens bedste burger her. Derfor gik vi hurtigt ned til midtbyen efter at have checket ind for at finde burgerbaren Fergburger.
Vi havde fået at vide, at der ville være lang kø og ventetid, men vi var så heldige ikke at stå i kø i meget mere en 10 minutter og efter 20 minutter var vores to burgere klar. I mellemtiden fik jeg snakket med en af deres medarbejdere, som fortalte, at Queenstown er en spøgelsesby om vinteren, fordi der ikke bor nogen kiwier. Han tilføjede også, at jeg skulle huske at tage sportsbh i morgen, hvis jeg ville dyppes i vandet i forbindelse med bungy jumpet, fordi hans venindes bh var sprunget op, da hun gjorde det, så lige pludselig kom vores beslutning tidligere i dag uhyggeligt tæt på. Da vi fik vores Big Al og Sweet Bambi stukket i hånden, gik vi ned til den lille havn for at have de perfekte omgivelser til det perfekte måltid. Burgerne viste sig at være hele ventetiden værd og en stor (!) mundfuld, så heldigvis havde vi kun valgt en stor og en lille. De var begge sindsygt gode, og Big Al levede helt sikkert op til sit navn og rygte – det var verdens bedste burger med rigeligt af det hele: kød, spejlæg, rødbeder, salat og aioli dressing, hvor halvdelen endte Jonas’ sidste rene par bukser. Da der ikke var mere burger tilbage, trillede vi videre for at handle nogle småting ind og derefter tog hjem igen, så vi kunne blive klar til den store dag i morgen.
Vi havde fået at vide, at der ville være lang kø og ventetid, men vi var så heldige ikke at stå i kø i meget mere en 10 minutter og efter 20 minutter var vores to burgere klar. I mellemtiden fik jeg snakket med en af deres medarbejdere, som fortalte, at Queenstown er en spøgelsesby om vinteren, fordi der ikke bor nogen kiwier. Han tilføjede også, at jeg skulle huske at tage sportsbh i morgen, hvis jeg ville dyppes i vandet i forbindelse med bungy jumpet, fordi hans venindes bh var sprunget op, da hun gjorde det, så lige pludselig kom vores beslutning tidligere i dag uhyggeligt tæt på. Da vi fik vores Big Al og Sweet Bambi stukket i hånden, gik vi ned til den lille havn for at have de perfekte omgivelser til det perfekte måltid. Burgerne viste sig at være hele ventetiden værd og en stor (!) mundfuld, så heldigvis havde vi kun valgt en stor og en lille. De var begge sindsygt gode, og Big Al levede helt sikkert op til sit navn og rygte – det var verdens bedste burger med rigeligt af det hele: kød, spejlæg, rødbeder, salat og aioli dressing, hvor halvdelen endte Jonas’ sidste rene par bukser. Da der ikke var mere burger tilbage, trillede vi videre for at handle nogle småting ind og derefter tog hjem igen, så vi kunne blive klar til den store dag i morgen.