Kære Palmerston North og Wellington
For første gang på turen, checkede Jonas og jeg først ud af vores hotelværelse lidt før 10. Efter en ret død søndagsstemning i byen, glædede vi os til at se lidt liv og hygge i Palmerston North’s gader. Vi gik derfor først op til vores kære følgesvend – turistinformationen for at høre deres forslag til must do’s. Det var kun shoppingcentret Plaza, rosenhaven i 15 minutters gåafstand og byens museum of art, science and history, som blev nævnt, så vi estimerede et par timer til Palmerston North’s city center. Eftersom jeg har gået og efterlyst nogle sandaler, siden vejret blev varmere, var første stop Plaza. Her fandt jeg både sandaler og solbriller til billige penge i K-mart, hvor Jonas også fandt billige høretelefoner. K-mart minder lidt om Primark i London, så jeg er allerede begyndt at blive afhængig af det sted. Da udbuddet var så stort, tog vores shoppetur noget længere end estimeret, så rosenhaven måtte desværre droppes. I stedet fik museet Te Manawa vores opmærksomhed, så vi lærte lidt om den lokale Maori-stamme, som mener, at det er en kæmpe, der lavede Manawutu Gorge, som vi så i går, da han forsøgte at finde et nyt sted at bo.
Derefter gik turen mod Wellington, hvor vi skal overnatte de næste to nætter, inden at vi fortsætter vores rejse til Sydøen. Da vi havde fået anbefalet at stoppe på en af de mange strande på vejen, nu når vejret var så dejlig solrigt, besluttede vi os for at holde ind på Otaki beach, som ligger ud til tasmanske hav på New Zealands vestkyst. Jonas havde endda ambitioner om en dukkert, hvilket jeg ikke troede på, at han ville realisere, da vejret trods solskin bidrog til store bølger på grund af blæst.
Derefter gik turen mod Wellington, hvor vi skal overnatte de næste to nætter, inden at vi fortsætter vores rejse til Sydøen. Da vi havde fået anbefalet at stoppe på en af de mange strande på vejen, nu når vejret var så dejlig solrigt, besluttede vi os for at holde ind på Otaki beach, som ligger ud til tasmanske hav på New Zealands vestkyst. Jonas havde endda ambitioner om en dukkert, hvilket jeg ikke troede på, at han ville realisere, da vejret trods solskin bidrog til store bølger på grund af blæst.
Wellington er beliggende på Nordøens sydspids, cirka midt i landet, og byen er både landets regeringsby og hovedstaden for kunst og kultur. Da vi ankom til centrum blev vi med det samme mødt at de mange bakketoppe, skrånende bjergsider og smalle gader, som var proppet ind imellem de grønne bjergskråninger og havnen. Byen blev hovedstad i 1865 og er verdens sydligst beliggende hovedstad. Med sine 190.500 indbyggere er den samtidig en af verdens mindste. Vi havde hørt, at den ofte rammes af jordskælv, fordi byen uheldigvis er placeret ovenpå brudlinjer, hvor tektoniske plader ligger og gnider mod hinanden. Derfor så vi mere frem til de mange caféer, som Wellington også er kendt for, eftersom det siges, at der er flere caféer pr. indbygger end der for eksempel er i New York City.
Dette faktum fik vi allerede kendskab til fem minutter efter, at vi havde tjekket ind på vores hotellignende hostel, da vi bor få meter fra en god spisegade og blev fristet af et 50 % skilt hos en frozen yoghurt café. Det tilbud var for godt til at passere, og vi aftalte, at den med flest gram – altså den mest grådige – betalte. Uden at sige for meget, blev Jonas’ titel. Vores første-is-på-New-Zealand-hygge betod dog, at vi ikke nåede at besøge turistinformationen inden, at de lukkede. Heldigvis for os ligger i-sitet nede på Civic Square, som vi alligevel havde på to-do listen i dag, da den er kendt for markante kunstværker som træbroen City to Sea, New Dawsons bregnekugle og Ian Athfields flotte nikaupalmer i stål, kobber og zink. Til sammen skabte kunstværkerne et opfindsomt område, som både blev nydt og brugt af lokale og turister.
Dette faktum fik vi allerede kendskab til fem minutter efter, at vi havde tjekket ind på vores hotellignende hostel, da vi bor få meter fra en god spisegade og blev fristet af et 50 % skilt hos en frozen yoghurt café. Det tilbud var for godt til at passere, og vi aftalte, at den med flest gram – altså den mest grådige – betalte. Uden at sige for meget, blev Jonas’ titel. Vores første-is-på-New-Zealand-hygge betod dog, at vi ikke nåede at besøge turistinformationen inden, at de lukkede. Heldigvis for os ligger i-sitet nede på Civic Square, som vi alligevel havde på to-do listen i dag, da den er kendt for markante kunstværker som træbroen City to Sea, New Dawsons bregnekugle og Ian Athfields flotte nikaupalmer i stål, kobber og zink. Til sammen skabte kunstværkerne et opfindsomt område, som både blev nydt og brugt af lokale og turister.
Inden solen gik ned ville vi gerne op til udsigtspunktet på Mt. Victoria, som byder på 360 graders flot kig over byen, havnen og luften fra en 196 meters højde. Vi fandt på, at udsigten igen skulle nydes, imens aftensmaden blev spist, så derfor skulle vi først på jagt efter noget mad. Efter lang tids søgen i de ukendte gader endte vi på den livlige Cuba street, hvor en indisk restaurant havde et tilbud, som vi heller ikke kunne sige nej til. Maden var klar efter 20 minutters venten, også var vi ellers på vej igen op ad den stejle Mt. Victoria, hvilket var noget af en udfordring, fordi beboerne på bjerget parkerede overalt på den smalle vej, så der blev dyttet og advaret næsten hele vejen op. Alt imens Jonas tog nogle smukke billeder, fandt jeg et godt sted oppe på toppen, hvor vi kunne nyde udsigten og maden. Den smukke blå himmel med få hvide skyer, begyndte at ændre sig til mørkeblå og lilla nuancer, alt imens Jonas fortalte, at han var glad for at have valgt, at hans ret skulle være kiwi hot – og ikke indian hot.
Da vi kom tilbage til vores hostel var vi begge udmattede, men da turen i morgen stadig ikke var planlagt måtte vi i gang igen med at læse i vores trofaste guidebog og bladre i adskillige brochure. Jonas er interesseret i at komme på en Ringenes Herre Locationtur, men ingen lyder pt som gode nok, så vi må se, hvad der sker i morgen.