Kære Wellington City
I dag er dagen, hvor vi er halvvejs på turen. Denne specielle dag startede med en gåtur på havnen, hvor vi fik nydt den smukke udsigt over Wellington lystbådshavn, Mt. Victoria og havet.
Gåturen førte os op til den nye Sct. Pauls Cathedral, som blev bygget i 1954, men først i 1972 erklærede man byggeriet for ”afsluttet”. Katedralen har plads til 700 kirkegængere og er en 88 meter lang lyserød bygning, hvis arkitektur efter sigende er inspireret af Stockholms rådhus. Her så vi mange kunstneriske elementer, blandt andet den atypiske altertavle lavet af patchwork i pastelfarver og de mange stole, hvor hver eneste en var dedikeret til en bestemt person samtidig med, at de ejede hver deres individuelle broderede pude, som man knæler ned på, når man skal bede under en gudstjeneste/messe.
Da kirken kun ligger et stenkast fra regeringsbygningerne, var det oplagt at tage på en guidet tur i parlamentet, som kører hver eneste time og bedst af alt, er de gratis. Vi skulle dog først lige igennem security, hvor vi skulle aflevere både kamera, mobil og tasker. Heldigvis bestod vi tjekket, og på slaget 11:00 begyndte turen som lovet. Vores tourguide fortalte os lidt om de forskellige bygninger, imens vi gik fra lokale til lokale. Den nyeste bygning har en form som en bikube og lyder kælenavnet The Beehive. Den er 71 meter høj, blev bygget imellem 1969-1979, har ti etager over jorden og fire under. I The Beehive sidder Embedsmændene, men de runde lokaler bliver også brugt til sammenkomster i forbindelse med vigtige rugbykampe, hvor All Blacks som regel er æresgæst. Generelt er de helt vilde med Rugby herovre, og de snakker faktisk mere om det, end Jonas snakker om fodbold.
Ved siden af ligger den gamle parlamentsbygning, som er fra bygenden af 1900-tallet. Facaden er domineret af kæmpe søjler af marmor fra Takaka Hill på Sydøen, og bygningens fundament er af granit fra Coromandel på Nordøen. Her hører folketinget til, og da vi gik forbi dronningens stol, fik jeg endda lov til at sidde i den, så nu er Jonas og jeg både høvding og dronning. Derudover fik vi også et godt et indblik i deres traditioner i folketingssalen og til diverse møder, hvor alle breve med kommentarer om en hvilken som helst lov bliver læst højt – uden censur, og hvis man endda også skriver, at man vil udtale sig til mødet, bliver man inviteret til at deltage, så ens kommentar kan blive debatteret.
Til sidst ligger træbygningen The Parliamentary Library, en konditorkageagtig sag og et eksempel på victoriansk-gotisk byggestil. De kalder det ennda the center of knowledge. Kort sagt , er de tre officielle regeringsbygninger i miskmask af stilarter, der ikke umiddelbart klæder hinanden, men hver især er de unikke – og de er helt sikkert pænere end kirken.
Herefter gik turen den gamle Sct. Pouls Cathedral, som er en gammel lille trækirke fra 1866 i gotisk renæssancestil. I næsten 100 år var den Wellingtons katedral, men så ville regeringen have en ny, større og mere morderne, så nedtællingen til nedrivning begyndte, men heldigvis kom borgerne op på barrikaderne, så kirken blev opkøbt, istandsat og genåbnede den for offentligheden både som museum og kirke uden nogen bestemt trosretning, hvor der stadig holdes diverse ceremonier.
Fra kirken gik turen op til Botanisk have igennem den smukke forstad Keburne med små huse beliggende på de stejle bjergsider. Det var primært for at se nationalblomsten, men desværre blomstrer den kun om foråret, og lige nu er det sommer i New Zealand, så blomsten blev kun set på billeder. Til gengæld kunne vi opleve kabelbanen, som gav indbyggerne i forstaden forbindelse med centrum. Kabelbanen blev bygget i 1907 og kører 120 meter på 5 minutter, hvor et tov med en vægt for enden trækker toget enten op eller ned. Den var så populær, at der i gennemsnit var en million fra 1972-1976, som kørte med dem, og i 1976 havde de det højeste antal rejsende med 1,5 millioner passagerer på et kalenderår. Desværre stoppede kabelbanen, da en tosse gik ud foran toget i 1978, men heldigvis kan turister stadig få en lille tur.
Da kirken kun ligger et stenkast fra regeringsbygningerne, var det oplagt at tage på en guidet tur i parlamentet, som kører hver eneste time og bedst af alt, er de gratis. Vi skulle dog først lige igennem security, hvor vi skulle aflevere både kamera, mobil og tasker. Heldigvis bestod vi tjekket, og på slaget 11:00 begyndte turen som lovet. Vores tourguide fortalte os lidt om de forskellige bygninger, imens vi gik fra lokale til lokale. Den nyeste bygning har en form som en bikube og lyder kælenavnet The Beehive. Den er 71 meter høj, blev bygget imellem 1969-1979, har ti etager over jorden og fire under. I The Beehive sidder Embedsmændene, men de runde lokaler bliver også brugt til sammenkomster i forbindelse med vigtige rugbykampe, hvor All Blacks som regel er æresgæst. Generelt er de helt vilde med Rugby herovre, og de snakker faktisk mere om det, end Jonas snakker om fodbold.
Ved siden af ligger den gamle parlamentsbygning, som er fra bygenden af 1900-tallet. Facaden er domineret af kæmpe søjler af marmor fra Takaka Hill på Sydøen, og bygningens fundament er af granit fra Coromandel på Nordøen. Her hører folketinget til, og da vi gik forbi dronningens stol, fik jeg endda lov til at sidde i den, så nu er Jonas og jeg både høvding og dronning. Derudover fik vi også et godt et indblik i deres traditioner i folketingssalen og til diverse møder, hvor alle breve med kommentarer om en hvilken som helst lov bliver læst højt – uden censur, og hvis man endda også skriver, at man vil udtale sig til mødet, bliver man inviteret til at deltage, så ens kommentar kan blive debatteret.
Til sidst ligger træbygningen The Parliamentary Library, en konditorkageagtig sag og et eksempel på victoriansk-gotisk byggestil. De kalder det ennda the center of knowledge. Kort sagt , er de tre officielle regeringsbygninger i miskmask af stilarter, der ikke umiddelbart klæder hinanden, men hver især er de unikke – og de er helt sikkert pænere end kirken.
Herefter gik turen den gamle Sct. Pouls Cathedral, som er en gammel lille trækirke fra 1866 i gotisk renæssancestil. I næsten 100 år var den Wellingtons katedral, men så ville regeringen have en ny, større og mere morderne, så nedtællingen til nedrivning begyndte, men heldigvis kom borgerne op på barrikaderne, så kirken blev opkøbt, istandsat og genåbnede den for offentligheden både som museum og kirke uden nogen bestemt trosretning, hvor der stadig holdes diverse ceremonier.
Fra kirken gik turen op til Botanisk have igennem den smukke forstad Keburne med små huse beliggende på de stejle bjergsider. Det var primært for at se nationalblomsten, men desværre blomstrer den kun om foråret, og lige nu er det sommer i New Zealand, så blomsten blev kun set på billeder. Til gengæld kunne vi opleve kabelbanen, som gav indbyggerne i forstaden forbindelse med centrum. Kabelbanen blev bygget i 1907 og kører 120 meter på 5 minutter, hvor et tov med en vægt for enden trækker toget enten op eller ned. Den var så populær, at der i gennemsnit var en million fra 1972-1976, som kørte med dem, og i 1976 havde de det højeste antal rejsende med 1,5 millioner passagerer på et kalenderår. Desværre stoppede kabelbanen, da en tosse gik ud foran toget i 1978, men heldigvis kan turister stadig få en lille tur.
Turen med kabelbanen endte nede i centrum, kun få minutter fra Wellington Bymuseum, hvor vi havde hørt at en 12 minutters hologram film skulle køre, men desværre var der ombygning på den etage, så den kunne vi ikke komme til at se. I stedet så vi en gribende film omkring ulykken i 1968, hvor den færge, som vi skulle med senere samme dag, forliste få kilometer fra kysten på grund af blæsevejr. Filmen og historien gjorde en lille pige som mig lidt foruroligende, må jeg indrømme, men eventyret måtte fortsætte lige meget hvad, så jeg begyndte at krydse fingre for endnu bedre vejr, end det allerede var.
De sidste timer blev nydt inde i midtbyen, hvor vi gik på den smukke main street og besøgte en boghandler for at høre, om de havde Ringenes Herre Locations Guide. Til Jonas’ held var der en tilbage i det handy pocket format, så han er nu den glade ejer af en komplet guide over alle locations, som er blevet brugt under filmene. Der er endda dertilhørende GPS-koordinator, så vi nemt kan finde dem på vores tur på Sydøen. Længere nede af gaden fandt vi også noget billigt sushi endnu en gang, og nød det lækre fund på den livlige Cuba Street, imens en ung pige stod få meter fra os og sang opera for at få penge til universitet.
Efter maden fortsatte vi ned af Cuba Street, hvor vi kiggede ind i de mange skæve butikker og restauranter. Især lagde vi mærke til, at der sælges utrolig mange skateboards og løbehjul, fordi det er en nem form for transportmiddel i de smalle travle gader, og især Fidels’ Cafe så rigtig hyggelig ud med den lille baggård pyntet og farverige lamper.
Vi endte vores tur henne ved vores parkerede bil, for derefter at kører hen til Interislander – færgen, som skulle sejle os til Picton på Sydøen. Trods vores til tider ikke eksisterende tidsfornemmelse, var vi de første, der tjekkede ind, så vi måtte pænt vente i halvanden time, før vi kunne komme ombord. Jonas var især spændt på det, da han aldrig havde prøvet at køre ombord på en færge før. Alle spekulationer blev dog hurtigt sparket ud af tankerne, for alt gik godt, og da vi kom op på dækket, fandt vi en hyggelig sideplads ved siden af caféen, hvor vi købte varm kakao og kaffe til turen. Imens solen gik ned, sejlede vi ud af Wellingtons havn, og det meste turen var rolig, det var kun de i den sidste time, at færgen begyndte at gynge på de utrolig store bølger.
De sidste timer blev nydt inde i midtbyen, hvor vi gik på den smukke main street og besøgte en boghandler for at høre, om de havde Ringenes Herre Locations Guide. Til Jonas’ held var der en tilbage i det handy pocket format, så han er nu den glade ejer af en komplet guide over alle locations, som er blevet brugt under filmene. Der er endda dertilhørende GPS-koordinator, så vi nemt kan finde dem på vores tur på Sydøen. Længere nede af gaden fandt vi også noget billigt sushi endnu en gang, og nød det lækre fund på den livlige Cuba Street, imens en ung pige stod få meter fra os og sang opera for at få penge til universitet.
Efter maden fortsatte vi ned af Cuba Street, hvor vi kiggede ind i de mange skæve butikker og restauranter. Især lagde vi mærke til, at der sælges utrolig mange skateboards og løbehjul, fordi det er en nem form for transportmiddel i de smalle travle gader, og især Fidels’ Cafe så rigtig hyggelig ud med den lille baggård pyntet og farverige lamper.
Vi endte vores tur henne ved vores parkerede bil, for derefter at kører hen til Interislander – færgen, som skulle sejle os til Picton på Sydøen. Trods vores til tider ikke eksisterende tidsfornemmelse, var vi de første, der tjekkede ind, så vi måtte pænt vente i halvanden time, før vi kunne komme ombord. Jonas var især spændt på det, da han aldrig havde prøvet at køre ombord på en færge før. Alle spekulationer blev dog hurtigt sparket ud af tankerne, for alt gik godt, og da vi kom op på dækket, fandt vi en hyggelig sideplads ved siden af caféen, hvor vi købte varm kakao og kaffe til turen. Imens solen gik ned, sejlede vi ud af Wellingtons havn, og det meste turen var rolig, det var kun de i den sidste time, at færgen begyndte at gynge på de utrolig store bølger.
Vi kom derfor godt i land i Picton og fandt vores Holiday Park trods træthed og mørke, så nu er vi endelig ankommet til Sydøen, som bød os velkommen med den klareste stjernehimmel.