Kære Waitakere Ranges
Dag to startede lidt mere afslappende end i går, men bestemt ikke mindre begivenhedsrig. Vi snozede indtil klokken 09.00, fik et bad og morgenmad, for derefter at køre 30 minutter vest for Auckland til Waitakere Ranges. Det er et 16.000 ha stort område, som byder på både regnskove, vandfald, sorte strande og skulpturer lavet af Maorier. Indtil 1830’erne, hvor de europæiske overtog stedet på grund af en interesse i tømmer til deres industri, havde Maorierne nemlig slået sig ned i dette smukke område.
Første stop var Arataki Visitor Center, hvor vi fik et kort over området med mange forskellige hikes. Det tager omkring 4 dage at tage den største hike rundt i parken, men da vi kun havde indtil solen gik ned, udvalgte vi high lights i samarbejde med park rangeren i receptionen. Udover gode råd bød centeret også på en fantastisk udsigt og en kort film om områdets historie, så vi var godt klædt på til vores tur på egen hånd.
Jeg havde fået at vide hjemmefra, at Piha beach var et must do, så derfor tog vi derhen først. Stranden i Piha er en smuk sort strand, som er en af de mest populære strande i området og et stort udflugtsmål for aucklænderne hele året. Stranden grænser op til det Tasmanske Hav, og sandet er helt sort på grund af et højt indhold af jern, som er af vulkansk oprindelse. Det var derfor en helt unik oplevelse, og specielt klippen ude i havet ved navn Lion Rock ledte tankerne hen på det fortryllende univers i Ringenes Herre. Tæt på stranden på Glen Esk rd hikede vi derefter en times tid på Kitekite Track igennem rolig regnskov for at ende ved det 40 meter høje Kitekite falls. Vi havde hørt, at søen forenden af vandfaldet var et ideelt sted til en dukkert, men da vi bare var glade for tørvejr, besluttede vi os for at springe den del over, selvom svømmetøjet var medbragt. Generelt var vi nemlig virkelig heldige i forhold til vejret, for hver gang vi satte os ind i vores bil, begyndte det at regne og hagle, men så snart vi skulle ud og gå, holdt det tørt med solskin og kun få skyer på himlen.
Første stop var Arataki Visitor Center, hvor vi fik et kort over området med mange forskellige hikes. Det tager omkring 4 dage at tage den største hike rundt i parken, men da vi kun havde indtil solen gik ned, udvalgte vi high lights i samarbejde med park rangeren i receptionen. Udover gode råd bød centeret også på en fantastisk udsigt og en kort film om områdets historie, så vi var godt klædt på til vores tur på egen hånd.
Jeg havde fået at vide hjemmefra, at Piha beach var et must do, så derfor tog vi derhen først. Stranden i Piha er en smuk sort strand, som er en af de mest populære strande i området og et stort udflugtsmål for aucklænderne hele året. Stranden grænser op til det Tasmanske Hav, og sandet er helt sort på grund af et højt indhold af jern, som er af vulkansk oprindelse. Det var derfor en helt unik oplevelse, og specielt klippen ude i havet ved navn Lion Rock ledte tankerne hen på det fortryllende univers i Ringenes Herre. Tæt på stranden på Glen Esk rd hikede vi derefter en times tid på Kitekite Track igennem rolig regnskov for at ende ved det 40 meter høje Kitekite falls. Vi havde hørt, at søen forenden af vandfaldet var et ideelt sted til en dukkert, men da vi bare var glade for tørvejr, besluttede vi os for at springe den del over, selvom svømmetøjet var medbragt. Generelt var vi nemlig virkelig heldige i forhold til vejret, for hver gang vi satte os ind i vores bil, begyndte det at regne og hagle, men så snart vi skulle ud og gå, holdt det tørt med solskin og kun få skyer på himlen.
Dernæst tog vi ned til Karekare området, hvor vi igen kunne nyde en sort strand, som dækkede et så stort areal, at jeg må indrømme, at den var smukkere end Vesterhavet. Vandet var vildt med store bølger, og sandet glimtede i solen. I strandens venstre side kunne vi se begyndelsen på et sjældent og beskyttet vådområde, hvis klima ikke findes andre steder i New Zealand. På vej tilbage til bilen, så vi endnu et vandfald, som jeg fik lov til at sidde og nyde, imens Jonas hentede bilen. Det skal jo for resten også tilføjes, at vi har valgt at kalde vores bil for Jytte, fordi det var det navn, som passede bedst til vores hvide Nissan Sunny med kassettebåndoptager.
På vej mod vores sidste stop, nåede vi endnu en hike. Den hed Fairy Falls track og var en stejl tur ned igennem regnskov for både at kunne krydse og følge det smukke Fairy Falls. Det var en ret vild oplevelse at følge et vandfald fra dens begyndelse til enden, men ikke særlig hyggelig i forhold til min højdeskræk, heldigvis er vi dog begge to i god behold.
På vej mod vores sidste stop, nåede vi endnu en hike. Den hed Fairy Falls track og var en stejl tur ned igennem regnskov for både at kunne krydse og følge det smukke Fairy Falls. Det var en ret vild oplevelse at følge et vandfald fra dens begyndelse til enden, men ikke særlig hyggelig i forhold til min højdeskræk, heldigvis er vi dog begge to i god behold.
Turen blev afsluttet på den berømte surferstrand Bethells beach, hvor det blæste en halv pelikan, så vi blev blæst godt igennem. Desværre betød vejret også højvande, så vi ikke kunne gå langs stranden, men i stedet tog jeg klatretur ned og op ad de stejle sandbjerge, imens Jonas tog billeder. Billeder kommer vi i hvert fald ikke til at mangle, når vi kommer hjem – allerede på andendagen har vi nok til et helt album, men naturen er virkelig noget helt særligt. Hvis jeg dog skulle sammenligne naturen i dag med noget derhjemme, skulle det være Norge, bortset fra de eksotiske elementer som regnskove selvfølgelig. Om det ene er smukkere end det andet kan jeg ikke sige, for de har hver deres særheder, men uanset hvad kan vi ikke vente med at opleve mere af den New Zealandske natur.