Kære Bay of Islands
På den fjerde dag stod vi op klokken 6, pakkede bilen og smurte madpakker, så vi var til en tre timers lang køretur til New Zealands nordligste punkt, Cape Reinga. Cape Reinga er derfor kiwiernes (new zealandernes) svar på grenen, for her ramler det Tasmanske Hav og Stillehavet sammed med nogle ordentlige bølgeskvulp, selvom deres version er en kæmpe klippe med et hvidt fyrtårn på. Fyrtårnet er det mest besøgte fyrtårn, og den korte gåtur fra parkeringspladsen var fuld af gode historier området, som for maorierne har en stor spirituel betydning, da det er ”afgangshallen” for de afdødes sjæle. Herfra drager de tilbage til deres traditionelle maori-hjemland kaldet Hawaiiki-A-Nui. Først efter 45 minutter var vi klar til at køre mod de høje sand dunes, som er en bred, øde og forblæst sandstrand på Aupouri-halvøen. Specielt disse sandbakkerne havde Jonas glædet sig rigtig meget til, fordi han havde set billeder af folk, som prøver tobogganing (at fise ned ad sandbakkerne på et skumgummi surfboard). På vejen dertil var ingen udlejningsfirmaer dog åbne, men lige da Jonas var ved at miste håbet, blev vi mødt af et udlejningsfirma (en campervan fuld af surf boards) ved foderne af de enorme sand dynger. For 15 dollars fik Jonas lov til at låne et af surf boardsene, og selvom det var noget besværligt at gå rundt med oppe på sanddyngerne på grund af blæsten, nød han hver eneste tur, som gik ned af i overraskende høj fart. Turen derop var værre. Blæsten var vild og sanddyngerne var meterhøje, så hvis det ikke havde været for de grønne omgivelser og havluften, kunne man let tro, at man var i Saharas ørken. Vi kæmpede og legede i de vild sanddynger, men efter en times tid havde vi fået nok af sand i munden, i øjnene, på tøjet og i håret. Sand, som vi stadig ikke er kommet af med selv på femte dagen. På turen hjem til Paihia, stoppede vi får at se 90 mile beach, som er en official vej i strandformat. Desværre må lejede biler ikke kører på den, på grund af den høje risiko for ulykker, men et stop for enden af stranden var også helt okay.
Efter endnu 3 timers kørsel, nåede vi tilbage til Pahia klokken 16, så vi var klar til at hoppe på Rock the Boat Tour, som giver turister en fantastisk oplevelse ude i blandt de 144 øer i Bay of Islands. Først blev vi sejlet ud til en stor båd med plads til op 35 mennesker, som både fungerer som bar, hostel og restaurant på en og samme tid med både poolborde, 6 personers sovesale og en barbeque. Vi var endda så heldige, at vi kun var 14 personer i alt, så vi havde næsten den kæmpe båd for os selv. Introduktionen begyndte straks efter, at vi var ankommet på båden, og den omfattede blandt andet en konkurrence om at ramme en plastikand ude i vandet med en paintball gun. Inden vi hver især kunne affyre vores tre skud, skulle vi præsentere os selv, hvor vi kom fra og en sjov fact, hvilket var en rigtig god og utraditionel måde at lære hinanden på. Som de konkurrencepersoner, vi er, gjorde Jonas og jeg vores bedste for at ramme plastikanden, som var kastet over bord, med en rød eller orange klat, men desværre vandt ingen af os præmien i form af en øl eller chokoladebar. Heller ikke da vi prøvede at fange vores egen aftensmad havde vi meget held. Efter legene fik vi nemlig tildelt hver vores fiskestang med madding, som vi skulle lokke sultne snapper med, så de på krogen. Vi fangede derfor desværre ikke noget, og det gjorde de andre på båden heller ikke, så heldigvis var der blevet grillet steaks og pølser på barbequen i mellemtiden.
Knap var vi færdige med aftensmaden, da der blev gjort klar til night-kayaking. Heldigvis var vi dog hold 2, så vi nåede at snakke lidt med de andre inden, at vi skulle afsted. Da hold 1 kom ind igen fik vi overrakt deres redningsveste og vist, hvordan vi hver især kom ned i vores egen gule plastisk kayak. Da alle var klar sejlede vi 200 meter væk fra båden, så vi kunne kan se de lysende alier i komplet mørke. Alierne lyser kun, når der er bevægelse, og man ved ikke hvorfor. Det var så smukt og betagende, at nogle få af os valgte at hoppe i det iskolde vand bagefter kayak-turen, så vi igen kunne nyde de lysende stjerne ned i vandet hver gang vi tog en svømmetur. Selvom vandet var ufattelig koldt, var det det hele værd, og da vi endelig fik taget os sammen til at komme op ad vandet, blev vi hurtigt varmet op igen foran pejsen, hvor alle var samlet og delte anekdoter. Hyggen endte først, da vi en efter en gik i seng med et stort smil på læben.
Knap var vi færdige med aftensmaden, da der blev gjort klar til night-kayaking. Heldigvis var vi dog hold 2, så vi nåede at snakke lidt med de andre inden, at vi skulle afsted. Da hold 1 kom ind igen fik vi overrakt deres redningsveste og vist, hvordan vi hver især kom ned i vores egen gule plastisk kayak. Da alle var klar sejlede vi 200 meter væk fra båden, så vi kunne kan se de lysende alier i komplet mørke. Alierne lyser kun, når der er bevægelse, og man ved ikke hvorfor. Det var så smukt og betagende, at nogle få af os valgte at hoppe i det iskolde vand bagefter kayak-turen, så vi igen kunne nyde de lysende stjerne ned i vandet hver gang vi tog en svømmetur. Selvom vandet var ufattelig koldt, var det det hele værd, og da vi endelig fik taget os sammen til at komme op ad vandet, blev vi hurtigt varmet op igen foran pejsen, hvor alle var samlet og delte anekdoter. Hyggen endte først, da vi en efter en gik i seng med et stort smil på læben.