Kære Coromandel
Jonas var den første til at stå op på vores 6 mands værelse, fordi han ville ud og tage en morgendukkert fra båden, men der gik ikke lang tid før han kom tilbage for at fortælle os, at han havde set delfiner ude i horisonten. Jeg skyndte mig at komme op af sengen i håbet om at få et lille glimt af dem, men desværre var delfinerne allerede ude af syne. Da Jonas havde fået sin kolde og opfriskende morgendukkert, var morgenmaden klar. Efter morgenmaden skulle de andre snorkle og hike, mens Jonas og jeg sammen med et par andre blev hentet og sejlet tilbage til Pahia i en speedbåd, fordi vi ikke havde købt den fulde pakke. Båden havde lagt anker midtvejs ude i Bay of Islands, så turen tilbage til kysten var omkring 60 kilometer, men i en speedbåd gik det rigeligt stærkt. Dog var der heldigvis tid til et stop på vejen, da en lille pingvin blev spottet ved siden af vores båd. Den lignede de små pingviner, som også er at finde i Melbourne, imens den svømmede forvirret rundt ude på havet i et forsøg på at finde sin flok. Da vi nåede til den flotte kaj i Pahia var der et lille marked, som hurtigt blev besøgt inden vi drog på en 500 kilometers køretur sydpå til halvøen Coromandel.
På vejen holdt vi et par pauser blandt ved de kendte Hundertwassers toiletter, som byen Kawakawas offentlige toiletter. De er designet af den østrigske kunstner Hundertwasser, og flere gange er de kåret som New Zealands morsomste, bedste og reneste offentlig toiletter med sine multifarvede keramiksøjler, finurlige kupler og turkise flasker muret ind i endevæggen som vinduer.
Da vi nåede til byen Warkworth, tog vi et lidt længere hvil med frokost, som blev købt hos den lokale bager. Brødet var vildt billigt, så vi købte næsten hele butikken inklusiv, hvad de mente var et rugbrød, men det vidste sig desværre at være mere franskbrød end rugbrød. Rigtigt rugbrød må vi derfor gemme til, vi kommer hjem igen til Danmark. Dog gjorde udsigten op for skuffelsen, da frokosten blev nydt ved en smuk oase nede ved en sø midt inde i byen. Kun få minutter ude af byen, så vi et skilt, som vidste mod en park med Kauri træer. Denne træart havde vi hørt meget om, og desværre ikke haft tid til at se endnu på New Zealands Northland, hvor de ellers primært findes. Kauri træerne er myteomspundne helligdomme for maorierne og klart New Zealands mest kendte træart, men desværre er der stort set ikke flere træer i naturen på grund af europæernes omfattende nedfældning. Parken vidste sig at være en dejlig pause fra den lange køretur. Hiken i blandt træerne tog kun omkring en times tid, hvor vi så både kæmpe Kauri træer, som var 800 år gamle, og nye med kun et par år på bagen. Til sammenligning er verdens største Kauri træer ca. 2000 år gamle, men det gjorde os nu ikke mindre imponeret over vores oplevelse. Inden vi kørte videre faldt vi i snak med den ældre dame, som var frivillig i museet. Hun havde boet i Christchurch og elskede sydøen, men da jordskævlet ramte byen i 2010, mistede hun alt og måtte flytte til nordøen, hvor hendes to drenge bor. Hun kunne ikke færdiggøre vores samtale, fordi samtalen berørte hende så meget, hvilket satte vores tur lidt i perspektiv, for selvom vi ender vores tur i Christchurch, havde vi ikke afsat mere end en dag til den, fordi vi har hørt, at det bare er en ruin. For os er byen en turistattraktion, mens den for andre er et savnet hjem, og det vil vi helt sikkert have med i tankerne, når vi når dertil.
Da vi nåede til byen Warkworth, tog vi et lidt længere hvil med frokost, som blev købt hos den lokale bager. Brødet var vildt billigt, så vi købte næsten hele butikken inklusiv, hvad de mente var et rugbrød, men det vidste sig desværre at være mere franskbrød end rugbrød. Rigtigt rugbrød må vi derfor gemme til, vi kommer hjem igen til Danmark. Dog gjorde udsigten op for skuffelsen, da frokosten blev nydt ved en smuk oase nede ved en sø midt inde i byen. Kun få minutter ude af byen, så vi et skilt, som vidste mod en park med Kauri træer. Denne træart havde vi hørt meget om, og desværre ikke haft tid til at se endnu på New Zealands Northland, hvor de ellers primært findes. Kauri træerne er myteomspundne helligdomme for maorierne og klart New Zealands mest kendte træart, men desværre er der stort set ikke flere træer i naturen på grund af europæernes omfattende nedfældning. Parken vidste sig at være en dejlig pause fra den lange køretur. Hiken i blandt træerne tog kun omkring en times tid, hvor vi så både kæmpe Kauri træer, som var 800 år gamle, og nye med kun et par år på bagen. Til sammenligning er verdens største Kauri træer ca. 2000 år gamle, men det gjorde os nu ikke mindre imponeret over vores oplevelse. Inden vi kørte videre faldt vi i snak med den ældre dame, som var frivillig i museet. Hun havde boet i Christchurch og elskede sydøen, men da jordskævlet ramte byen i 2010, mistede hun alt og måtte flytte til nordøen, hvor hendes to drenge bor. Hun kunne ikke færdiggøre vores samtale, fordi samtalen berørte hende så meget, hvilket satte vores tur lidt i perspektiv, for selvom vi ender vores tur i Christchurch, havde vi ikke afsat mere end en dag til den, fordi vi har hørt, at det bare er en ruin. For os er byen en turistattraktion, mens den for andre er et savnet hjem, og det vil vi helt sikkert have med i tankerne, når vi når dertil.
Lige meget hvad måtte turen gå videre. Nogle kilometer senere kørte vi forbi Auckland en sidste gang, så vi fik mulighed for at sige ordentlig farvel og på gensyn til både Sky Tower, havneområdet og Rangitoto, som kunne nydes fra motorvejen. Resten af turen var ful af smuk natur med bjerge, græsende køer, store søer og de grønneste marker. Inden længe nåede vi frem til den Holiday Park, hvor vi skulle overnatte på.
Det blev dog kun et hurtigt et pitch stop med check-in, da vi havde planer om at fortsætte vores rejse lidt endnu, indtil solen gik ned. Første stop var ved Cathedral Cove, hvor en af Narnia-filmene er blevet indspillet. Cathedral Cove er Coromandels berømte ikon, på grund af de hvide katedrallignende klippeformationer, som man kan nyde fra de kridhvide strande. Det hele ligger midt i et fredet marin-reservat, hvor det vrimler med fisk og koraller.
Eftersom vi skulle videre til Hot Water Beach var der desværre ikke tid til at snorkle ligesom mange andre turister, men til gengæld nåede vi at opleve et andet vildt naturfænomen. Mange turister valgfarter til Hot Water Beach for at skovle et hul et bestemt område på stranden, hvor undergrunden varmer sandet og havvandet op, så man kan få sin egen private varme kilde. Jonas og jeg fik dog aldrig gravet et hul, fordi vi havde hørt, at det ville blive svært under havvande, hvilket vi også oplevede at tusindvis af mennesker kæmpede med helt indtil sidste blodsdråbe. I stedet spiste vi vores medbragte madpakker med udsigt over havvandet, imens solen gik ned. Vi fik dog senere mulighed for at mærke det varme sand og vand i en af de tidligere gravede huller, så bare rolig – Vi er ikke gået glip af noget.
Det blev dog kun et hurtigt et pitch stop med check-in, da vi havde planer om at fortsætte vores rejse lidt endnu, indtil solen gik ned. Første stop var ved Cathedral Cove, hvor en af Narnia-filmene er blevet indspillet. Cathedral Cove er Coromandels berømte ikon, på grund af de hvide katedrallignende klippeformationer, som man kan nyde fra de kridhvide strande. Det hele ligger midt i et fredet marin-reservat, hvor det vrimler med fisk og koraller.
Eftersom vi skulle videre til Hot Water Beach var der desværre ikke tid til at snorkle ligesom mange andre turister, men til gengæld nåede vi at opleve et andet vildt naturfænomen. Mange turister valgfarter til Hot Water Beach for at skovle et hul et bestemt område på stranden, hvor undergrunden varmer sandet og havvandet op, så man kan få sin egen private varme kilde. Jonas og jeg fik dog aldrig gravet et hul, fordi vi havde hørt, at det ville blive svært under havvande, hvilket vi også oplevede at tusindvis af mennesker kæmpede med helt indtil sidste blodsdråbe. I stedet spiste vi vores medbragte madpakker med udsigt over havvandet, imens solen gik ned. Vi fik dog senere mulighed for at mærke det varme sand og vand i en af de tidligere gravede huller, så bare rolig – Vi er ikke gået glip af noget.