Kære Abel Tasman National Park
Alarmen vækkede os i morges, fordi vi blev hentet klokken 08:00 af vores tourguide fra Kahu Kayaks. I dag skulle vi på opdagelse i den kendte Abel Tasman Park, som er den mindste af New Zealands 14, men en af de mest populære. Vi havde booket en tur, hvor vi først blev kørt med vandtaxi ud til Torrent Bay. Med vandtaxien var tre andre par, men de havde købt en hel dag med kayak, så det var kun Jonas og jeg, som blev sat af på den øde strand i Torrent Bay i bedste Robinson Krusøe-stil. Vandet var knæhøjt, da vi kom af båden, for på grund af tidevandet, kunne båden ikke sejle helt ind til kysten. Området har kendt for den utrolig store forskel på høj- og lavvande, da det kan variere med hele 1 kilometer i længden og 5 meter i dybden, hvilket skaber lange øde strækninger med mange både, som er ”strandet” indtil højvande igen kommer om eftermiddagen.
Det var fantastisk at have en hel strand for sig selv på en hel almindelig fredag morgen. Kun to sad på bænken og så os komme i land. Den ene var en lokal mand, som vi fik sludret og sagt godmorgen til. Hans kommentar til vores euforiske glæde var, at de lokale ikke værdsætter New Zealand ligeså meget som turisterne, fordi der er for meget plads og for meget mad. Den kommentar var starten på vores snak under vores hikingtrack fra Torrent Bay til Bark Bay. Dagens hike var meget ligetil og ikke særlig kuperet, så der var rig mulighed for at nyde udsigten ud over bush g hav, som var svimlende smuk. På vores hike gik vi forbi den ene gyldne bugt efter den anden, og da vi var halvvejs, skulle vi passere Falls River swing bridge, som kun kan holde til fem personer ad gangen. Vi var så heldige stadig at have det meste af ruten for os selv, så der var masser tid til at tage billeder og vende sig til gyngende følelse på den meter lange bro. Da vi nåede til Bark Bay nåede vi til den ultimative gyldne sandstrand med det klareste turkisblå vand på grund af særlige mineraler. Her skulle vi vente en halv times tid på at blive samlet op igen af en vandtaxi for at kunne sejle tilbage til udgangspunktet i kayak. Det var egentlig meningen, at Jonas og jeg ville have en dukkert inden, at vi blev hentet, men vandet var alligevel lidt for koldt, så det tiden gik i stedet med en madpakke-hyggestund.
På slaget 12:30, blev vi hentet af vores guide, som kørte os tilbage til the Falls Riwer swing bridge igen, så vi kunne se og fotografere, hvad vi havde passeret til fods. Derefter blev vi kørt over til Watering Cove, hvor vores anden guide David ventede på os med en dobbeltkayak klar og parat til at blive sejlet i. Igen var vi så heldige, at vi var de eneste, som skulle med tilbage, så vi fik simpelthen en one-on-one guided kayaktur hele vejen tilbage til Marahau, hvor vi startede. På vej ud til Adele Island spurgte vores guide, hvad vi havde af forventninger til sejlturen, og vi sagde, at vi forventede at se sæler, men delfiner ville også altid være en stor oplevelse at se. Til det sagde han, at der normalt vis var mange sæler ud til Adele Island, hvor vi sejlede ud nu, men at vi ville være meget heldige, hvis vi kom til at se delfiner, for han havde sejlet denne rute de sidste to måneder uden at have set en eneste. Dertil tilføjede han også, at vi var meget heldige at komme på denne tid af året, fordi nogle af de største sæler fra Asien lige nu besøger de New Zealandske hunner. De finder deres mage ved at kæmpe for deres egen solskinsten – den med den bedste solskinsten, får de fleste hunner. Da vi nåede helt hen til øen, så vi både mange døsige sæler liggende på de solbeskinnede sten, men også et par store sæler i vandet, som kom helt tæt på vores kayak, fordi de gerne ville lege med os. Jonas fik også øje på en masse suler i luften, så nu har vi endelig set de gulhovedet suler, som vi kiggede efter på Cape Kidnappers. De var også fantastisk flotte.
Pludselig fik vores guide øje på nogle finner længere ude i horisonten, hvor to vandtaxier havde samlet sig tæt på hinanden, for at vise deres kunder den gruppe af delfiner, som pludselig havde vidst sig. Vi prøvede at sejle derhen, men de var for langt ude til, at vi kunne komme helt tæt på. Dog kunne vi sagtens se gruppen på omkring 20 delfiner, og hvordan nogle sprang op ad vandet ligesom flipper. Det var fantastisk, og de så rimelig store ud, hvilket vores guide også kunne bekræfte, fordi New Zealandske delfiner (Butnose dolphins) er de største i verden – nogen kunne endda blive ligeså store som vores dobbeltkayak. Vi var alle helt oppe og køre efter den oplevelse, så vi glemte helt tiden, og blev ude ved øen langt over den estimerede tid. Derfor stoppede vi kun hurtigt ved Appletree Bay, hvor jeg fik serveret en lækker varm chokolade og Jonas en cappuccino, som begge var en barrista fra Starbucks-værdig. Her var der trods alt tid til hurtig dukkert, fordi vandet var varmere ved de mindre bugter, hvilket Jonas med det samme udnyttede, trods den dryppende regn. Vejrmæssigt havde vi ellers været utrolig heldige med vejret, som tilbød høj solskin og blå himmel over vores kayakrute, selvom vejr-guruerne ellers havde forudset hagl og blæst.
Vores 14 kilometers kayaktur blev afsluttet ved at udnytte vinden, og binde et primitivt sejl fast til vores guide’s og Jonas’ pagaj, som blev holdt op i luften, så vinden kunne få fat. Nogen gange var der for lidt vind til at holde det primitive sejl oppe, men det hjalp os dog et stykke af vejen over bugten. Imens vi blev sejlet tilbage til udgangspunktet, fortalte David historien om Abel Tasman, som sejlede sydpå for at finde det hengemte kontinent på den sydlige halvkugle. Da han kom til Australien, synes han ikke det var stort nok, så han tog videre og endte i New Zealand. Han ankom til det sted, hvor Abel Tasman nationalpark ligger i dag, og blev mødt af den lokale maori-stamme. Først sendte han fire af sine mænd ud i en robåd, så de kunne se stedet an, men de blev mødt af fire krigskanaoer (wakaer) med hver 18 maorikrigere i. For at advare de nyankomne europæere, blæste maorierne i en konkylie, men det troede de intetanende europæere var en gestus, så derfor besvarede de lyden, hvilket de aldrig skulle have gjort, for i samme øjeblik blev de fire mænd i robåden slået ihjel. Efter få sekunder kunne Abel Tasman derfor godt forudse de videre konsekvenser, hvis de lagde anker, så han sejlede tilbage til Holland, og europæerne komme ikke tilbage til New Zealand før 160 år efter.
Pludselig fik vores guide øje på nogle finner længere ude i horisonten, hvor to vandtaxier havde samlet sig tæt på hinanden, for at vise deres kunder den gruppe af delfiner, som pludselig havde vidst sig. Vi prøvede at sejle derhen, men de var for langt ude til, at vi kunne komme helt tæt på. Dog kunne vi sagtens se gruppen på omkring 20 delfiner, og hvordan nogle sprang op ad vandet ligesom flipper. Det var fantastisk, og de så rimelig store ud, hvilket vores guide også kunne bekræfte, fordi New Zealandske delfiner (Butnose dolphins) er de største i verden – nogen kunne endda blive ligeså store som vores dobbeltkayak. Vi var alle helt oppe og køre efter den oplevelse, så vi glemte helt tiden, og blev ude ved øen langt over den estimerede tid. Derfor stoppede vi kun hurtigt ved Appletree Bay, hvor jeg fik serveret en lækker varm chokolade og Jonas en cappuccino, som begge var en barrista fra Starbucks-værdig. Her var der trods alt tid til hurtig dukkert, fordi vandet var varmere ved de mindre bugter, hvilket Jonas med det samme udnyttede, trods den dryppende regn. Vejrmæssigt havde vi ellers været utrolig heldige med vejret, som tilbød høj solskin og blå himmel over vores kayakrute, selvom vejr-guruerne ellers havde forudset hagl og blæst.
Vores 14 kilometers kayaktur blev afsluttet ved at udnytte vinden, og binde et primitivt sejl fast til vores guide’s og Jonas’ pagaj, som blev holdt op i luften, så vinden kunne få fat. Nogen gange var der for lidt vind til at holde det primitive sejl oppe, men det hjalp os dog et stykke af vejen over bugten. Imens vi blev sejlet tilbage til udgangspunktet, fortalte David historien om Abel Tasman, som sejlede sydpå for at finde det hengemte kontinent på den sydlige halvkugle. Da han kom til Australien, synes han ikke det var stort nok, så han tog videre og endte i New Zealand. Han ankom til det sted, hvor Abel Tasman nationalpark ligger i dag, og blev mødt af den lokale maori-stamme. Først sendte han fire af sine mænd ud i en robåd, så de kunne se stedet an, men de blev mødt af fire krigskanaoer (wakaer) med hver 18 maorikrigere i. For at advare de nyankomne europæere, blæste maorierne i en konkylie, men det troede de intetanende europæere var en gestus, så derfor besvarede de lyden, hvilket de aldrig skulle have gjort, for i samme øjeblik blev de fire mænd i robåden slået ihjel. Efter få sekunder kunne Abel Tasman derfor godt forudse de videre konsekvenser, hvis de lagde anker, så han sejlede tilbage til Holland, og europæerne komme ikke tilbage til New Zealand før 160 år efter.
Historiens slutning blev også vores afslutning på en fantastisk dag i den lille nationalpark. Vi var begge trætte efter en dag fuld af oplevelser, men vi samlede alligevel kræfter til at køre op til Golden Bay, hvor vi havde reserveret et par senge på et dorm i byen Takaka. Takaka vidste sig at være en meget lille by, og hostellet mindede mere om en privatbolig end et hostel, men det var nu også meget hyggeligt. Vi kunne derfor nyde vores aftensmad ude i haven til endnu en solnedgang, og alle beboerne var snaksaglige og venlige. Især vores engelske roomie Jack, som gav os en masse gode tips til vores fremtidige rejse på Sydøen, eftersom han havde været der den sidste måned og først nu skulle videre til Nordøen. Snakken kom derfor hurtigt ind på at udveksle rejseerfaringer, og han hjalp os også med at planlægge dagen i morgen, som vi nu ikke kan andet end at glæde os til.