Kære Danmark, Finland, Singapore og Melbourne.
Turen fra Danmark til Melbourne var lang, men overkommelig. Jonas og jeg fløj fra Danmark til Finland, fra Finland til Singapore og fra Singapore til Melbourne, hvilket eftersigende skulle være den hurtigste tur, fordi den er mest direkte. Om det er sandt, ved jeg ikke, for der skulle ikke gå mange timer før, at jeg ikke kunne fokusere på andet end at slippe for at sidde fastspændt til en stol, så mine fødder ikke længere ville hæve til dobbeltstørrelse og dermed passe i mine sko igen.
Ventetiden i Københavns lufthavn fløj dog afsted, fordi vi havde husket at checke in derhjemmefra, så vi blot skulle stå i den halvlange kø til bagage drop. På grund af sommerferie var lufthavnen fyldt til randen med gæster, som skulle til Mallorca eller andre eksotiske steder, så køen til check in var længere end lang hos alle flyselskaber. Vi har derfor lært, at tip nummer ét er at ordne check in hjemmefra – også selvom man kan gøre det via automaterne i lufthavnen, for vi overhørte mange, som sagde, at automaterne ikke virkede, og derfor måtte de ufrivilligt stå i den uoverskuelige lange kø.
Vi havde derfor kortere tid end forventet til at fylde vores tasker med de danske goder, som vi ville komme til at savne under vores australske eventyr. Det åbenlyse valg var blandt andet saltlakridsen, så det første vi gjorde var at købe et halvt kilo Skippermix i en af de mange tax-free-shops. Et køb vi senere på rejsen begyndte at fortryde.
Dog fortrød vi ikke valget om at være hjælpsomme på den en time lange flyvetur fra Danmark til Finland, eftersom vi fik to flasker champagne for at flytte pladser fra hinanden, så en familie kunne sidde mere samlet. Jonas kom til at sidde ved siden af en ligeglad mor og hendes to opmærksomsøgende børn. Jeg var heldig at sidde ved siden af mormoren og hendes barnebarn, som havde travlt med at læse i hendes nye prinsesseblad med tilhørende plastik kamera og mobiltelefon, der naturligvis blev slukket ved afgang og landing.
Mormoren var fra Finland og hørte til de 5 % af Finlands befolkning, der har svensk som modersmål. Derfor havde hun en naturlig tilknytning til de skandinaviske lande, og da hun forelskede sig i en dansk mand, byttede hun sit hjemland ud med Danmark. Siden har hun og hendes danske familie kun besøgt Finland i forbindelse med ferier, hvilket har gjort, at hun knapt nok kan snakke og forstå finsk den dag i dag, men det betyder jo ikke, at man skal ligge sit hjemland helt på hylden.
Med ny viden om det land, som jeg skulle vente de næste fire timer i, var jeg klar til at fejre rejsens begyndelse med Jonas.
Vi blev genforenet, da vi skulle kigge efter vores gate, som vi ventede foran, indtil vi kunne boarde. Når man er checket in ved alle mellemlandinger og mandskabet sørger for, at ens bagage kommer fra det ene fly til det andet, er der jo ikke andet at gøre end at skåle for en behagelig tur. Vi skulle derefter ikke gøre andet end at underholde os selv, hvilket var nemmest, da vi landede i Singapore Lufthavn Changi.
Lufthavnen var kæmpe og med masser af liv, fordi det var deres eftermiddag, da vi landede. Jonas fandt et stort område, hvor man kunne spille FIFA på den nye Playstation 4, imens jeg faldt i staver i nogle liggestole nær gaten. Dog gad jeg ikke det mere end et par timer, så derfor overbeviste jeg Jonas om, at vi skulle gå på oplevelse i lufthavnen, hvilket helt sikkert er et andet tip, som vi skal huske. Lufthavnen bød nemlig både på spændende delikatesser, et stort elektronisk træ med hilsner fra ventende passagerer og flere parker som fx en sommerfuglepark og en kaktuspark. Ved et tilfælde besøgte vi sidstnævnte, som var blevet indrettet oppe på en af lufthavnens mange tagterrasser. Da vi kom derud blev vi mødt af både den dejligste varme luft og en romantisk solnedgang, hvilket gav os energi til den sidste del af rejsen.
Da vi sad på flyet til Melbourne, var vi lettede over, at alt var gået så roligt indtil videre. Dog skulle den følelse hurtigt blive erstattet af bekymring, da vi hurtigt fik leveret et kort, hvor vi skulle bekendtgive de ting, som vi ville medbringe til Australien. Inden da, havde vi set udsendelser fra den australske boarder control, der viser et meget striks billede af, hvordan de australske love bliver udført, hvilket ofte støder sammen med den kinesiske trang til at medbringe tørrede fødevarer og andet eksotisk fra deres hjemland. Det fik os til at tænke på vores halve kilo saltlakrids i min håndbagage.
Vi ville ikke risikere at blive konfronteret ved en kontrol og eventuelt være nødsaget til at smide så lækre lækkerier ud og blive fremstillet som intetanende kinesere. Derfor tog vi den drastiske beslutning at færdiggøre posen, som i løbet af rejsen kun var blevet halvvejs tømt. Om det valg var klogt eller ej, vides ikke, for da vi endelig skulle igennem sikkerhedsforanstaltningerne, spurgte de uinteresseret, om vi havde noget mad i taskerne, hvilket vi svarede nej til, og uden drama eller nogen form for tjek blev derefter blot vist hen til udgangen af lufthavnen.
Vores tur bød derfor både på en historietime, en solnedgang og ikke mindst diverse svedeture på grund af indtagen af danske lækkerier i urimelige mængder. Vores problemfrie tur var den bedst tænkelige start på de næste syv måneders eventyr i Australiens forhenværende hovedstad, Melbourne – især fordi det nu er helt okay, at de ikke sælger saltlakrids.
Ventetiden i Københavns lufthavn fløj dog afsted, fordi vi havde husket at checke in derhjemmefra, så vi blot skulle stå i den halvlange kø til bagage drop. På grund af sommerferie var lufthavnen fyldt til randen med gæster, som skulle til Mallorca eller andre eksotiske steder, så køen til check in var længere end lang hos alle flyselskaber. Vi har derfor lært, at tip nummer ét er at ordne check in hjemmefra – også selvom man kan gøre det via automaterne i lufthavnen, for vi overhørte mange, som sagde, at automaterne ikke virkede, og derfor måtte de ufrivilligt stå i den uoverskuelige lange kø.
Vi havde derfor kortere tid end forventet til at fylde vores tasker med de danske goder, som vi ville komme til at savne under vores australske eventyr. Det åbenlyse valg var blandt andet saltlakridsen, så det første vi gjorde var at købe et halvt kilo Skippermix i en af de mange tax-free-shops. Et køb vi senere på rejsen begyndte at fortryde.
Dog fortrød vi ikke valget om at være hjælpsomme på den en time lange flyvetur fra Danmark til Finland, eftersom vi fik to flasker champagne for at flytte pladser fra hinanden, så en familie kunne sidde mere samlet. Jonas kom til at sidde ved siden af en ligeglad mor og hendes to opmærksomsøgende børn. Jeg var heldig at sidde ved siden af mormoren og hendes barnebarn, som havde travlt med at læse i hendes nye prinsesseblad med tilhørende plastik kamera og mobiltelefon, der naturligvis blev slukket ved afgang og landing.
Mormoren var fra Finland og hørte til de 5 % af Finlands befolkning, der har svensk som modersmål. Derfor havde hun en naturlig tilknytning til de skandinaviske lande, og da hun forelskede sig i en dansk mand, byttede hun sit hjemland ud med Danmark. Siden har hun og hendes danske familie kun besøgt Finland i forbindelse med ferier, hvilket har gjort, at hun knapt nok kan snakke og forstå finsk den dag i dag, men det betyder jo ikke, at man skal ligge sit hjemland helt på hylden.
Med ny viden om det land, som jeg skulle vente de næste fire timer i, var jeg klar til at fejre rejsens begyndelse med Jonas.
Vi blev genforenet, da vi skulle kigge efter vores gate, som vi ventede foran, indtil vi kunne boarde. Når man er checket in ved alle mellemlandinger og mandskabet sørger for, at ens bagage kommer fra det ene fly til det andet, er der jo ikke andet at gøre end at skåle for en behagelig tur. Vi skulle derefter ikke gøre andet end at underholde os selv, hvilket var nemmest, da vi landede i Singapore Lufthavn Changi.
Lufthavnen var kæmpe og med masser af liv, fordi det var deres eftermiddag, da vi landede. Jonas fandt et stort område, hvor man kunne spille FIFA på den nye Playstation 4, imens jeg faldt i staver i nogle liggestole nær gaten. Dog gad jeg ikke det mere end et par timer, så derfor overbeviste jeg Jonas om, at vi skulle gå på oplevelse i lufthavnen, hvilket helt sikkert er et andet tip, som vi skal huske. Lufthavnen bød nemlig både på spændende delikatesser, et stort elektronisk træ med hilsner fra ventende passagerer og flere parker som fx en sommerfuglepark og en kaktuspark. Ved et tilfælde besøgte vi sidstnævnte, som var blevet indrettet oppe på en af lufthavnens mange tagterrasser. Da vi kom derud blev vi mødt af både den dejligste varme luft og en romantisk solnedgang, hvilket gav os energi til den sidste del af rejsen.
Da vi sad på flyet til Melbourne, var vi lettede over, at alt var gået så roligt indtil videre. Dog skulle den følelse hurtigt blive erstattet af bekymring, da vi hurtigt fik leveret et kort, hvor vi skulle bekendtgive de ting, som vi ville medbringe til Australien. Inden da, havde vi set udsendelser fra den australske boarder control, der viser et meget striks billede af, hvordan de australske love bliver udført, hvilket ofte støder sammen med den kinesiske trang til at medbringe tørrede fødevarer og andet eksotisk fra deres hjemland. Det fik os til at tænke på vores halve kilo saltlakrids i min håndbagage.
Vi ville ikke risikere at blive konfronteret ved en kontrol og eventuelt være nødsaget til at smide så lækre lækkerier ud og blive fremstillet som intetanende kinesere. Derfor tog vi den drastiske beslutning at færdiggøre posen, som i løbet af rejsen kun var blevet halvvejs tømt. Om det valg var klogt eller ej, vides ikke, for da vi endelig skulle igennem sikkerhedsforanstaltningerne, spurgte de uinteresseret, om vi havde noget mad i taskerne, hvilket vi svarede nej til, og uden drama eller nogen form for tjek blev derefter blot vist hen til udgangen af lufthavnen.
Vores tur bød derfor både på en historietime, en solnedgang og ikke mindst diverse svedeture på grund af indtagen af danske lækkerier i urimelige mængder. Vores problemfrie tur var den bedst tænkelige start på de næste syv måneders eventyr i Australiens forhenværende hovedstad, Melbourne – især fordi det nu er helt okay, at de ikke sælger saltlakrids.