Kære Hobbiton og Te Puia
Jonas var i dag i sit es, for vi skulle nemlig besøge Hobbiton. Modsat dagen forinden var der kun få skyer på himlen, så eventyret skulle nok blive magisk. Vi havde dog stadig svært ved at finde frem til Shires Rest, hvor den guidede tur skulle starte, så derfor måtte vi på den klokken 10:00 i stedet for 09:30. Ventetiden blev brugt på at kigge i den tilhørende shop, hvor alle tingene var næsten ligeså dyre som billetterne. Klokken slog endelig 10:00, og vores bus kørte os hen til Hobbiton. På turen derhen fik vi at vide, at arealet omkring filmsættet faktisk stadig er et fungerende landbrug, der er ejet og drevet af en landmand med efternavnet Alexander.
Da vi nåede til Hobbiton var det første vi gik igennem Gandalf’s cutting, og da vi gik igennem passagen, var det som at træde ind i en anden verden. Hvert hobbithul havde sin egen historie og farve. De fleste var hobbitstørrelse, mens det kun var Bilbos og Frodos, Bag End, hjem sammen med Sams, der var store nok til, at et menneske kunne stå derinde, eftersom kun de hjem skulle benyttes under filmingen. Oprindeligt var 39 hobbithuller, men for at skabe illusionen om en stor landsby under Hobitten-filmene lavede de 5 ekstra, så der i alt nu er 44 individuelle små hobbithuse. Husene er dog ikke indrettet, men står blot som facader med undtagelse af 2 huse, hvor de har lavet interiøret i entreen. I indgangen til det første lille hus, fik vi taget vores billede, og det andet er ”Bag End”, altså Bilbos hus på toppen af bakken.
Grunden til Hobbiton blev spottet af Peter Jacksons location spotters tilbage i efteråret 1998 i forbindelse med Ringenes Herre-filmene, og byggeriet af den berømte lille by startede i foråret 1999. Det tog to år at bygge hele byen, og da de var færdige med filmene, valgte de at rive det hele ned. Warner Brother’s kunne nemlig ikke se den kommercielle idé i at lade de små huse stå, så det var først da Alexander familien fortalte, hvordan de lokale kom strømmende til for at se Hobbitbyen (de havde nemlig genkendt en lokal bjergkæde i den første Ringenes Herre film), at Warner Brother’s fik øjnene op for at bygge filmsættet op igen. Det var også Alexander familien, som tilbage i 2003 arrangerede den første tur rundt i kulisserne til kun 4 turister. Den gang foregik rundvisningen i en minivan med udsigt til træerne, bakkerne og et par huller i jorden, hvor der engang havde været en hobbitby, så meget er sket siden da. I forbindelse med indspilningen Hobbitten lavede man nemlig alle hullerne i ”rigtige” materiale såsom træ og cement, og der blev ansat folk, tourguides samt buschauffører til at sikre sig, at de mange turister fik en god oplevelse.
Vi fik en rigtig god rundtur i Hobbiton, hvor vi fik set de fine små haver, med tilhørende små stiger og haveredskaber, og vi fik lov til at se, hvordan udsigten ser ud fra Bilbos terrasse, hvilket gav os en idé om, hvorfor han ikke er så vild efter at skulle på eventyr med Gandalf i begyndelsen af Hobbitten. Jeg spurgte guiden, hvor dyrt det havde været at bygge hele filmsættet, og han gav mig et ret kryptisk svar, da ingen egentlig kender til den totale pris. Han gav et bud på at arbejdet med at grave hullerne og at bygge husene havde kostet 5 mio. dollars. Denne pris inkluderede dog ikke rekvisitter som det træ ovenpå Bilbos hus, der er ”fake” fra inderst til yderst. Det er blevet fløjet ind fra en anden del af New Zealand og består kun af cement og silikone, samtidig med at alle bladende er blevet syet på i hånden, hvilket alt i alt har kostet ca. 3 – så billigt har det bestemt ikke været!
Efter vi havde set Bilbos hus gik turen ned til den store plæne foran The Party Tree, som Bilbo holder sin fødselsdag under i den første af Ringenes Herre filmene. Da den scene skulle optages blev lokalbefolkningen inviteret med til festen som statister dog uden at vide, hvilken film de var i gang med at optage. Peter Jackson kunne dog kun bruge folk i filmen, der var under 165 cm., så de fleste blev sendt hjem igen, og af de få udvalgte var det kun 7, der rent faktisk endte med at komme med i filmen.
Vi kunne fra The Party Tree se over til The Green Dragon, som er hobbitternes lokale bæverding, hvor vi også fik et krus fuld af hobbitøl, imens ilden knitrede i pejsen i baggrunden, imens vi sad og kiggede ud af de små runde vinduer på Hobbiton. Efter små 20 minutter på den lokale, var turen desværre slut, og vi måtte vinke farvel til Bilbo og de andre indbyggere i Hobbiton, inden vi hoppede tilbage på bussen.
Da vi nåede til Hobbiton var det første vi gik igennem Gandalf’s cutting, og da vi gik igennem passagen, var det som at træde ind i en anden verden. Hvert hobbithul havde sin egen historie og farve. De fleste var hobbitstørrelse, mens det kun var Bilbos og Frodos, Bag End, hjem sammen med Sams, der var store nok til, at et menneske kunne stå derinde, eftersom kun de hjem skulle benyttes under filmingen. Oprindeligt var 39 hobbithuller, men for at skabe illusionen om en stor landsby under Hobitten-filmene lavede de 5 ekstra, så der i alt nu er 44 individuelle små hobbithuse. Husene er dog ikke indrettet, men står blot som facader med undtagelse af 2 huse, hvor de har lavet interiøret i entreen. I indgangen til det første lille hus, fik vi taget vores billede, og det andet er ”Bag End”, altså Bilbos hus på toppen af bakken.
Grunden til Hobbiton blev spottet af Peter Jacksons location spotters tilbage i efteråret 1998 i forbindelse med Ringenes Herre-filmene, og byggeriet af den berømte lille by startede i foråret 1999. Det tog to år at bygge hele byen, og da de var færdige med filmene, valgte de at rive det hele ned. Warner Brother’s kunne nemlig ikke se den kommercielle idé i at lade de små huse stå, så det var først da Alexander familien fortalte, hvordan de lokale kom strømmende til for at se Hobbitbyen (de havde nemlig genkendt en lokal bjergkæde i den første Ringenes Herre film), at Warner Brother’s fik øjnene op for at bygge filmsættet op igen. Det var også Alexander familien, som tilbage i 2003 arrangerede den første tur rundt i kulisserne til kun 4 turister. Den gang foregik rundvisningen i en minivan med udsigt til træerne, bakkerne og et par huller i jorden, hvor der engang havde været en hobbitby, så meget er sket siden da. I forbindelse med indspilningen Hobbitten lavede man nemlig alle hullerne i ”rigtige” materiale såsom træ og cement, og der blev ansat folk, tourguides samt buschauffører til at sikre sig, at de mange turister fik en god oplevelse.
Vi fik en rigtig god rundtur i Hobbiton, hvor vi fik set de fine små haver, med tilhørende små stiger og haveredskaber, og vi fik lov til at se, hvordan udsigten ser ud fra Bilbos terrasse, hvilket gav os en idé om, hvorfor han ikke er så vild efter at skulle på eventyr med Gandalf i begyndelsen af Hobbitten. Jeg spurgte guiden, hvor dyrt det havde været at bygge hele filmsættet, og han gav mig et ret kryptisk svar, da ingen egentlig kender til den totale pris. Han gav et bud på at arbejdet med at grave hullerne og at bygge husene havde kostet 5 mio. dollars. Denne pris inkluderede dog ikke rekvisitter som det træ ovenpå Bilbos hus, der er ”fake” fra inderst til yderst. Det er blevet fløjet ind fra en anden del af New Zealand og består kun af cement og silikone, samtidig med at alle bladende er blevet syet på i hånden, hvilket alt i alt har kostet ca. 3 – så billigt har det bestemt ikke været!
Efter vi havde set Bilbos hus gik turen ned til den store plæne foran The Party Tree, som Bilbo holder sin fødselsdag under i den første af Ringenes Herre filmene. Da den scene skulle optages blev lokalbefolkningen inviteret med til festen som statister dog uden at vide, hvilken film de var i gang med at optage. Peter Jackson kunne dog kun bruge folk i filmen, der var under 165 cm., så de fleste blev sendt hjem igen, og af de få udvalgte var det kun 7, der rent faktisk endte med at komme med i filmen.
Vi kunne fra The Party Tree se over til The Green Dragon, som er hobbitternes lokale bæverding, hvor vi også fik et krus fuld af hobbitøl, imens ilden knitrede i pejsen i baggrunden, imens vi sad og kiggede ud af de små runde vinduer på Hobbiton. Efter små 20 minutter på den lokale, var turen desværre slut, og vi måtte vinke farvel til Bilbo og de andre indbyggere i Hobbiton, inden vi hoppede tilbage på bussen.
I godt humør kørte vi fra Matamata til Rotorua, hvor vi checkede ind på vores hostel med gratis velfungerende wifi (endelig!). Vores medbragte frokost blev derefter nydt den ved den store Rotorua Lake med en smuk udsigt udover vulkan på Mokoia Island. På turen derned fik vi indblik i den hyggelige by, som er kendt som maoriernes højborg, og det vrimler med steder, hvor man kan stifte bekendtskab med deres spirituelt baserede kultur og livstil. Derfor er Roturua en meget populær by for turisterne, der jagter selv mågerne for et få et godt billede af det satans kræ.
Klokken 16:30 havde vi pladser på den guidede tur hos Tu Puia i Whakarewarewa-dalen. Her springer områdets største gejser, Pohutu, op til 30 meter op i luften flere gange dagligt. Ved siden af boblede næsten 100 grader varmt mudder på livet løs, samtidig med at de fantastiske naturfænomener udskiller ildelugtende svovldufte. Derefter var vi også så heldige at komme ind i Te Puias Kiwi-hus, hvor nogle af de sjældne Kiwi-fugle bor. Desværre måtte man ikke tage billeder af, fordi Kiwien er et natdyr, men Kiwien er et eksempel på, hvordan alle fugle ville have set ud, hvis de ikke havde haft nogen fjender. Den kan ikke flyve, æder alt med sit lange næb, kan løbe hurtigt med sine kraftige ben og dens fjer føles mere som pels. Det, at den ikke har været vant til at have haft nogle fjender, har også haft den konsekvens, at bestanden er styrtdykket fra 12 millioner til 70.000, da de europæiske immigranter introducerede katte, possums og andre fjender. Sidste stop var et besøg på Maori Arts and Crafts Institute, hvor alle kan lærer at væve for eksempel kurve ud af de traditionelle flax fibre, imens kun mænd med maoriafstamning mellem 18-35 år må lærer at lave de unikke træudskæringer, som findes på både deres huse, brugsgenstande og skibe. Maorierne kommer derfor langvejsfra for at blive oplært af mestrene, så de derefter kan tage tilbage og lærer kunsten videre i deres eget område, så kulturen bliver bevaret. Nu skulle vi blot vente en halv times tid, før vi skulle til den anden oplevelse med klassisk maori-koncert og Hangi-middag. I mellemtiden fandt vi skjult imellem nogle træer en lille landsby med små træhuse, som både blev brugt til at sove i og som skattekammer.
På slaget 18:10 blev vi mødt af vores anden guide, som først vidste os, hvordan vores mad var blevet tilberedt i en stor ovn under jorden. Hangi er et maori-måltid, som primært består af dampet og røget kød og grøntsager, hvilket blev klargjort til os imens vi var til maori-showet. Her skulle vi først bydes velkommen af de mandlige maorier under en traditionel seance, som de kalder peace-offering, hvor de tildeler sølvbregnen til høvdingen af den tilkomne stamme. Inden seancen begyndte var Jonas så heldig at blive udvalgt som høvding af vores store gruppe på 200 mennesker, og den titel nyder han så meget, at han gerne vil videreføre den til, når vi kommer hjem fra New Zealand. Da Jonas havde modtaget bregnen, blev vi inviteret indenfor i en lille koncerthal med en scene for enden, hvor både mandlige og kvindelige maorier stod klar til at danse og synge for os på deres modersprog. Kønnene havde hver deres rekvisitter, som de brugte i deres dans, men det varede ikke længe før Jonas igen skulle op på scenen for at blive budt velkommen på maori-maner ved at slå næserne og panderne sammen to gange, imens ordene Ki Ora bliver sagt, hvilket betyder velkommen. Lidt senere lærte de kvindelige maorier først nogle udvalgte kvinder (heriblandt mig), hvordan man svingede med en af deres rekvisitter, som i dette tilfælde var noget der minder om pongponger på snor. Hvorimod de mandlige maorier lærte nogle udvalgte mænd (heriblandt høvdingen), hvordan man dansede den traditionelle krigsdans Hanka, som rugbyholdet All Blacks også præsentere inden alle internationale kampe.
Efter sang, dans og musik var maden klar til os. Vi blev sat ved runde nummererede borde, og der blev skålet i maoriernes klassiske honningdrik, som blev efterfulgt af en smuk bøn på maori. Der var nu ikke andet for end at stille sig i kø til buffetten, som var så overdådig med mange flere europæiske indslag end det klassiske dampet kød og grøntsager, så arrangementet endte mere i en grisefest, end en traditionel oplevelse. Dog smagte det hele godt, og vi blev mere end mætte. Aftenen blev afsluttet på fantastisk vis nede ved gejseren, som stadig stod sprudlende flot, imens himlen blev mørkere. Da der blev sagt et endeligt farvel, sad vi på stenbænke, som blev varmet op af den flydende magma, der løb nedenunder os.
På slaget 18:10 blev vi mødt af vores anden guide, som først vidste os, hvordan vores mad var blevet tilberedt i en stor ovn under jorden. Hangi er et maori-måltid, som primært består af dampet og røget kød og grøntsager, hvilket blev klargjort til os imens vi var til maori-showet. Her skulle vi først bydes velkommen af de mandlige maorier under en traditionel seance, som de kalder peace-offering, hvor de tildeler sølvbregnen til høvdingen af den tilkomne stamme. Inden seancen begyndte var Jonas så heldig at blive udvalgt som høvding af vores store gruppe på 200 mennesker, og den titel nyder han så meget, at han gerne vil videreføre den til, når vi kommer hjem fra New Zealand. Da Jonas havde modtaget bregnen, blev vi inviteret indenfor i en lille koncerthal med en scene for enden, hvor både mandlige og kvindelige maorier stod klar til at danse og synge for os på deres modersprog. Kønnene havde hver deres rekvisitter, som de brugte i deres dans, men det varede ikke længe før Jonas igen skulle op på scenen for at blive budt velkommen på maori-maner ved at slå næserne og panderne sammen to gange, imens ordene Ki Ora bliver sagt, hvilket betyder velkommen. Lidt senere lærte de kvindelige maorier først nogle udvalgte kvinder (heriblandt mig), hvordan man svingede med en af deres rekvisitter, som i dette tilfælde var noget der minder om pongponger på snor. Hvorimod de mandlige maorier lærte nogle udvalgte mænd (heriblandt høvdingen), hvordan man dansede den traditionelle krigsdans Hanka, som rugbyholdet All Blacks også præsentere inden alle internationale kampe.
Efter sang, dans og musik var maden klar til os. Vi blev sat ved runde nummererede borde, og der blev skålet i maoriernes klassiske honningdrik, som blev efterfulgt af en smuk bøn på maori. Der var nu ikke andet for end at stille sig i kø til buffetten, som var så overdådig med mange flere europæiske indslag end det klassiske dampet kød og grøntsager, så arrangementet endte mere i en grisefest, end en traditionel oplevelse. Dog smagte det hele godt, og vi blev mere end mætte. Aftenen blev afsluttet på fantastisk vis nede ved gejseren, som stadig stod sprudlende flot, imens himlen blev mørkere. Da der blev sagt et endeligt farvel, sad vi på stenbænke, som blev varmet op af den flydende magma, der løb nedenunder os.