Kære Rotorua
Vores vækkeur var ikke indstillet til at vække os i dag, så vi nød at vågne af os selv og have en stille morgen, selvom vi stadig kom ud af døren i ordentlig tid. Efter at have set de forskellige brochurer igennem, besluttede vi os for at tage til Rotoruas museum for at lære om maorier, gå hen til en maori-village, hvor mange af dem bor, for derefter at ende dagen med gåtur i Redwood-skoven 10 minutter udenfor byen.
På vej ud til museet så vi mange af deres berømte spas, hvor man kan bade i det specielle mudder, der er godt både for huden og en speciel sygdom. Museet vidste sig at være et af netop de spas før i tiden, så vores guidet tour startede med historier om og fra det gamle spasted. De var meget inspireret af spasteder rundt omkring i verden, men det var utrolig svært for dem at bygge noget lignende på grund af den høje koncentrering af sulfat i luften fra det termiske område. Oppe på toppen af museet kunne man se udover hele byen, og hvordan bjerge omkranser Rotorua, som faktisk ligger nede i et vulkansk krater, hvilket er årsagen til de vilde naturfænomener. Turen endte i afdelingen med spændende maorikultur, hvor vi lærte, at maorierne stammer fra Polynesien, som mange rejste fra i tidernes morgen på grund af formentlig mangel på mad – nogle endte på Cooks Islands, i Hawaii eller på New Zealand, og derfor minder deres kultur om hinanden. Maorierne er i dag ikke længere tatoveret i hovedet i samme grad som før, men historien omkring tatoveringerne er stadig den samme: Maorierne tatoveres, når de har gjort sig fortjent til det ved for eksempel at kende til alle maoriens forfædre. Den højre halvdel repræsentere morens side, den venstre farens, og midten skal afspejle maoriens egne kvaliteter, som for eksempel at man er en god leder. Kvindernes tatovering repræsentere derimod kun morens side, men deres tatoveringer er jo også kun fra munden til hagen, mens mændenes er i hele hovedet. Maorierne tror ikke på en bestemt gud, men på det spirituelle ligesom indianerne, hvilket afspejles på alle de udsmykket figurer med tre fingre for at repræsentere livets cyklus: Fødsel, liv og død. Derudover kan figurerne også betyde held, ønske velkommen og være husbeskyttere. Derefter hørte vi lidt om tiden, hvor europæerne kom til, og hvordan deres kultur blev påvirket. De fik bedre værktøj til at lave deres træudskæringer, og de lærte hvordan man tjente penge på turisme. Deres sammenhold blev endda udnyttet under anden verdenskrig, hvor man lavede en gruppe ved navn bierne, som skulle kunne klare ekstra meget modstand fra fjenden, fordi de alle var i familie.
På vej ud til museet så vi mange af deres berømte spas, hvor man kan bade i det specielle mudder, der er godt både for huden og en speciel sygdom. Museet vidste sig at være et af netop de spas før i tiden, så vores guidet tour startede med historier om og fra det gamle spasted. De var meget inspireret af spasteder rundt omkring i verden, men det var utrolig svært for dem at bygge noget lignende på grund af den høje koncentrering af sulfat i luften fra det termiske område. Oppe på toppen af museet kunne man se udover hele byen, og hvordan bjerge omkranser Rotorua, som faktisk ligger nede i et vulkansk krater, hvilket er årsagen til de vilde naturfænomener. Turen endte i afdelingen med spændende maorikultur, hvor vi lærte, at maorierne stammer fra Polynesien, som mange rejste fra i tidernes morgen på grund af formentlig mangel på mad – nogle endte på Cooks Islands, i Hawaii eller på New Zealand, og derfor minder deres kultur om hinanden. Maorierne er i dag ikke længere tatoveret i hovedet i samme grad som før, men historien omkring tatoveringerne er stadig den samme: Maorierne tatoveres, når de har gjort sig fortjent til det ved for eksempel at kende til alle maoriens forfædre. Den højre halvdel repræsentere morens side, den venstre farens, og midten skal afspejle maoriens egne kvaliteter, som for eksempel at man er en god leder. Kvindernes tatovering repræsentere derimod kun morens side, men deres tatoveringer er jo også kun fra munden til hagen, mens mændenes er i hele hovedet. Maorierne tror ikke på en bestemt gud, men på det spirituelle ligesom indianerne, hvilket afspejles på alle de udsmykket figurer med tre fingre for at repræsentere livets cyklus: Fødsel, liv og død. Derudover kan figurerne også betyde held, ønske velkommen og være husbeskyttere. Derefter hørte vi lidt om tiden, hvor europæerne kom til, og hvordan deres kultur blev påvirket. De fik bedre værktøj til at lave deres træudskæringer, og de lærte hvordan man tjente penge på turisme. Deres sammenhold blev endda udnyttet under anden verdenskrig, hvor man lavede en gruppe ved navn bierne, som skulle kunne klare ekstra meget modstand fra fjenden, fordi de alle var i familie.
I forhold til turismen kan man tydeligt se i dag, at de stadig ved, hvad turisterne vil have, og derfor er Rotorua primært en turistby, selvom der bor 40 % maorier, hvor mange er samlet på et område lige ved siden af hovedgaden. Her faldt vi i snak med en maori i hendes wood handcraft butik, som mest af alt var en souvenir butik. Hun var meget snaksaglig og besvarede de sidste af vores spørgsmål omkring deres kultur. For selvom der stod inde på museet, at New Zealand var en melting pot, var det stadig vildt at tro i forhold til Australien, hvor Aboriginerne stadig den dag i dag er meget ekskluderet fra samfundet. Maoriernes kultur bliver derimod fejret og tydeliggjort ved tusindvis af arrangementer, som vi deltog i går. Til det sagde hun, at forskellen var, at få maorier var fuldblods. Dem nordpå er af italiensk afstamning, dem i midten er af irsk, hvorimod dem på sydøen er halvt-skotske. Historien har derfor påvirket deres kultur, og førhen var det heller ikke tilladt for maorierne at snakke deres modersmål i skolen, hvilket gjorde, at sproget var helt ved at dø. Heldigvis er det blevet bedre i de seneste årtier, hvor regeringen godt kan se værdien af deres kultur, samtidig med, at mange maorier i dag er veluddannet med topstillinger, som giver meget indflydelse, og derfor ejer de stadig store dele af landet. Hun fortalte os også, at deres berømte Hangi-dinner er et utroligt stort arbejde, så derfor tilbydes det kun for turister i store forsamlinger, dog lød det til at vores mindede meget om den traditionelle med kød, fisk og grøntsager. Den eneste tilføjelse var et specielt maori-brød, som var baseret på kartoffelvand og mel, for derefter at blive lavet i jordovnen sammen med det andet.
Selvom vi kunne have snakket med hende i flere timer mere, måtte vi videre for at kunne nå resten af byen og turen til skoven. I maori-byen er det tydeligt, at undergrunden syder og bobler, imens det spreder den æggelugtende sulfat i luften, så Jonas har døbt byen ægge-town. Alle de steder, hvor der er huller i jorden, kommer der røg op fra, det være sig kloaksystemer, sprækker i asfalten og små søer. Midtbyen er dog ikke ligeså slem som maori-området, selvom det stadig stinker konstant af rådet æg. En lugt, som vi ikke kommer til at savne derhjemme. Maorierne har boet her i mange år, fordi området har de perfekte forhold til at få og lave mad billigt og nemt, så man kan måske også godt vænne sig til lugten, selvom det endnu ikke er lykkedes for to turister som Jonas og jeg. Resten af byen var udsmykket med de flotte maoriudskæringer på mange af hovedhusene, som nok kan sammenlignes med et forsamlingshus, da det er her, at maorierne samles ved specielle begivenheder.
Derefter gik turen tilbage til bilen, som skulle køre os ud til Redwood-træerne – endnu en ting, som immigranterne har været så søde at indføre i New Zealand. De omkranser en sø, der hedder Blue Lake, og den kan man gå en fem kilometers god gåtur rundt om. Naturen var dog ikke kun Redwood-træer, da regnskoven primært overtog stien især henimod de sidste kilometer. Trods det, var træerne ligeså smukke og store, som vi begge husker fra vores tur i den berømte Redwood-park i Californien. Den velkendte duft af grantræer var også en herlig mulighed for at sende tankerne tilbage til Danmark og jul, som vi jo ikke kommer til at opleve i år på traditionel vis. Efter at have gået halvdelen af turen, kom vi til et smukt lookout, hvor man kunne se over til den anden sø i området, der hedder Green Lake. Den betegnet farveforskel var dog svær at se fra lookout, men til gengæld var begge søer flotte og store. Turen var derfor en utrolig dejlig afslutning, hvor vi fik mulighed for at snakke om og tygge på alt det, som vi havde lært, imens vi var omgivet af en smuk natur.
Selvom vi kunne have snakket med hende i flere timer mere, måtte vi videre for at kunne nå resten af byen og turen til skoven. I maori-byen er det tydeligt, at undergrunden syder og bobler, imens det spreder den æggelugtende sulfat i luften, så Jonas har døbt byen ægge-town. Alle de steder, hvor der er huller i jorden, kommer der røg op fra, det være sig kloaksystemer, sprækker i asfalten og små søer. Midtbyen er dog ikke ligeså slem som maori-området, selvom det stadig stinker konstant af rådet æg. En lugt, som vi ikke kommer til at savne derhjemme. Maorierne har boet her i mange år, fordi området har de perfekte forhold til at få og lave mad billigt og nemt, så man kan måske også godt vænne sig til lugten, selvom det endnu ikke er lykkedes for to turister som Jonas og jeg. Resten af byen var udsmykket med de flotte maoriudskæringer på mange af hovedhusene, som nok kan sammenlignes med et forsamlingshus, da det er her, at maorierne samles ved specielle begivenheder.
Derefter gik turen tilbage til bilen, som skulle køre os ud til Redwood-træerne – endnu en ting, som immigranterne har været så søde at indføre i New Zealand. De omkranser en sø, der hedder Blue Lake, og den kan man gå en fem kilometers god gåtur rundt om. Naturen var dog ikke kun Redwood-træer, da regnskoven primært overtog stien især henimod de sidste kilometer. Trods det, var træerne ligeså smukke og store, som vi begge husker fra vores tur i den berømte Redwood-park i Californien. Den velkendte duft af grantræer var også en herlig mulighed for at sende tankerne tilbage til Danmark og jul, som vi jo ikke kommer til at opleve i år på traditionel vis. Efter at have gået halvdelen af turen, kom vi til et smukt lookout, hvor man kunne se over til den anden sø i området, der hedder Green Lake. Den betegnet farveforskel var dog svær at se fra lookout, men til gengæld var begge søer flotte og store. Turen var derfor en utrolig dejlig afslutning, hvor vi fik mulighed for at snakke om og tygge på alt det, som vi havde lært, imens vi var omgivet af en smuk natur.